Kæmpe folkefest: - Kan næsten ikke få armene ned af begejstring
Bornholm har Folkemødet, Hirtshals har Naturmødet, og begge steder har en stemning, som mange tilsyneladende ikke vil gå glip af. I hvert fald vokser og vokser interessen for at være med.
For niende år i træk kalder Hirtshals og ikke mindst Hjørring Kommune til landsdækkende kom-sammen i naturens tegn. Det er til Naturmødet, der begynder torsdag, og som varer i tre dage.
Meget tyder på, at Naturmødet i Hirtshals har fundet sin helt egen form. En form, der tiltrækker folk fra nær og fjern for at blive klogere på og diskutere naturen.
Og interessen for at deltage til tre dage med fokus på og debatter om naturen og dens synenergier bare stiger og stiger.
- Vi kan mærke, at folk i dag ved, hvad Naturmødet er. Det er naturens eget folkemøde, og det er noget, man ikke vil gå glip af, men noget man vender tilbage til år efter år, fortæller Leif Lund Jakobsen, der er leder af Naturmødet i Hirtshals.
Det er naturens eget folkemøde
Tilbage i 2016 måtte initiativtagerne knokle ikke bare med at få stablet tre dages taler, møder og festligheder på benene, de måtte også ud og gøre opmærksom på hele arrangementet og lokke folk fra hele landet, ikke mindst politikere og organisationer inden for miljø og natur, til at tage turen hele vejen til det nordligste Jylland for at fordybe sig i naturen og dens præmisser.
Sådan er det ikke længere. Folk sætter typisk kryds i kalenderen til året efter, inden de forlader Hirtshals og Naturmødet.
- Vi behøver i dag ikke overtale folk til at komme til Hirtshals. Naturmødet er blevet blåstemplet, og vi er et nationalt folkemøde, som manifesterer, at det er her, man ønsker at være til stede og ikke vil gå glip af, fastslår Leif Lund Jakobsen blandt andet med henvisning til interessen for at deltage i det årlige naturpolitiske topmøde på Naturmødets største scene Thunderdome.
Blandt paneldeltagerne er Morten Messerschmidt (DF), Pia Olsen Dyhr (SF), Pelle Dragsted (EL), Martin Lidegaard (RV), Torsten Gejl (AL), Mona Juul (K), Alex Vanopslagh (LA), miljøminister Magnus Heunicke (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Her er Danmarks bedste naturformidlere
Siden Naturmødets begyndelse i 2016 er "Danmarks bedste naturformidler" blevet kåret her. Det første år var der to priser, "Danmarks bedste naturformidler for børn" og "Danmarks bedste naturformidler for voksne"
2016 – Bjørli Lehrmann (børn)
2016 – Morten D.D. Hansen (voksne)
2020 - (ingen prisuddeling pga. corona, hvor Naturmødet var en ren online-begivenhed)
2021 - Asser Øllgaard og Brian Rasmussen (Randers Regnskov)
2022 - Rasmus Ejrnæs (Aarhus Universitet)
2023 - Emil Poulsen (Natur-TikTokker, naturfotograf- og formidler)
2024 - Prisoverrækkelse fredag 24. maj. De nominerede er: Alexander Holm (Manden bag podcasten "Den Dyriske Time"), Henrik Christensen (Uglernes Verden), Mette Osland (NaturMette), Sara Kande (Kratluskerkande), Frederik Leck Fischer (Fortællinger fra Felten), Mikkel Sortemos (Arternes Verden)
Således kan årets udgave af Naturmødet også melde rekord, når det gælder antallet af debatter, aktiviteter og oplevelser fordelt på tre dage.
- Der er i år 90 stande med, så vi kan næsten ikke få armene ned af begejstring, fortæller Leif Lund Jakobsen.
Han tilføjer, at selve arealet, der ligger underlag til de over 600 debatter og oplevelser, i år er udvidet, således at der kommer til at ske mere på en større del af havneområdet.
Der er i år således hele 90 forskellige stande og boder man kan besøge på Naturmødet - det er ti flere end sidste år, da TV2 Nord tog på tour de force blandt de mange muligheder for at blive klogere på naturen i alle afskygninger.
Se indslaget her:
En særlig gæst og 30.000 flere
Naturmødet håber på at kunne slå sidste års publikumsrekord med hele 30.000 gæster som kom for at blive klogere på blandt andet havmiljø, fugle, mad og politik.
Sikkert er det dog, at en særlig gæst igen i år ankommer til Hirtshals, når Naturmødet officielt åbner.
Det er statsminister Mette Frederiksen, som netop har meddelt, at hun gerne kommer forbi og holder åbningstalen til Naturmødet 2024.
Det har kæmpe stor betydning for os, at statsministeren kommer, og det er en blåstempling af, at vi er et nationalt folkemøde
Leif Lund Jakobsen, leder, Naturmødet
Mette siger ja tak for anden gang
Det er anden gang, at statsminister Mette Frederiksen holder åbningstalen fra den store talerstol til Naturmødet, Thunderdrome. Det sker torsdag klokken 14, og teltet er åbent for alle.
Sidste år havde statsministeren også tid til at kigge rundt til nogle af de 80 forskellige stande, der gør opmærksom på naturen, og hvor man kan diskutere såvel biologiske som politiske konsekvenser.
Og det havde stor betydning for blandt andre "De unge biodiversitetsambassadører", som TV2 Nord også besøgte i forbindelse med, at statsministeren kiggede forbi.
Se indslaget her:
Og så er der koncerterne
Hvis man ikke synes om de 90 naturstande og 600 debatter, kan man snuppe musikken.
Torsdag aften er der jazz i det ene telt, mens der i Roots-teltet er DJ Battle med blandt andre miljøminister Magnus Heunicke og nordjyske Jonny Hefty.
Er man til det mere rolige, så kan man også synge solen ned sammen ved Hirtshals Fyr eller deltage i en omgang fuldmåne ceremoni på yogamåtten.
Fredag aften står den musikalske menu på dansk pop og top med Souvenirs og Natur Eldorado med Jørgen de Mylius i det ene telt og en omgang "dans med fugle", en livekoncert som en blanding af fuglekald og håndspillet elektronisk musik.
Historisk tale fra børn
For første gang nogensinde får børnene taletid på Naturmødet.
Det sker fredag morgen, når 5.N fra Muldbjergskolen i Hjørring går på den store scene i teltet og fremfører deres vindertale.
De har ligesom alle 4. og 5. klasser fra Hjørring Kommune deltaget i konkurrence om at skrive den bedste tale - den tale, som skal repræsentere børnene ved årets Naturmøde.
Og det er en tale, der bliver taget alvorligt og bliver lagt mærke til.
- Vinderen skal åbne hele skoleprogrammet, hvor der står 700 børn og skal høre dem holde talen. Udover de børn er vores miljøminister, Magnus Heunicke (S), også mødt op og skal høre talen, fortæller Leif Lund Jakobsen, leder af Naturmødet i Hjørring Kommune og fortsætter:
- Når talen er færdig, så får han talen overrakt, så han kan tage den med ind på Christiansborg og med ind i Folketinget, så 5.N's stemme på vegne af alle børn i hele Danmark også kan blive hørt.
5.N fra Muldbjergskole vandt, fordi de skrev og leverede den bedste tale af alle klasserne blandt andet med en tekst, hvor budskabet ikke er til at tage fejl af:
- Vi har i for mange år trådt af på naturens vegne. Nu er det på tide, at vi træder til på naturens vegne, lyder det fredag formiddag på Naturmødet fra børnene i Hjørring.
TV2 Nord var med, da 5. N fra Muldbjergskolen fik den glædelige overraskelse, at de havde vundet og skal tale til Naturmødet.
Se indslaget her: