Kampen mod hvidvask skal kæmpes fra Hjørring
Foto: Mick Knive Anderson
Skattestyrelsen styrker indsatsen mod hvidvask og opretter her i efteråret en ekstra kontrolenhed i Hjørring. Samtidig slås der syv stillinger op til enheden.
De godt 220 medarbejderne på Skattestyrelsens center i Hjørring kan snart sige goddag til syv nye medarbejdere.
De nye medarbejdere vil blive del af en nyoprettet enhed, der skal styrke Skattestyrelsens indsats mod national og international skatteunddragelse samt organiseret økonomisk kriminalitet. Kort fortalt bliver opgaven at bekæmpe hvidvask.
- Indsatsen mod hvidvask er en stor og uhyre samfundsrelevant opgave, som foregår både her i landet og på tværs af grænser. Det er ingen hemmelighed, at der desværre er et segment, der spekulerer i at holde bl.a. sorte penge uden for den almindelige pengecirkulation. Med den nye enhed og de ekstra kontrolmedarbejdere vil vi kunne rette endnu mere fokus på området, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Kim Tolstrup.
Flere kræfter til Skattecentret i Hjørring
Skattestyrelsens nyoprettede enhed er en tilføjelse til en allerede etableret kontrolenhed i Hjørring, der beskæftiger 29 medarbejdere. Til at bemande den nye enhed har Skattestyrelsen netop opslået foreløbig syv stillinger, målrettet ansøgere med erfaring inden for for eksempel moms og skat, revision, økonomi og jura. Det forventes, at den nye enhed er i drift i løbet af efteråret 2020.
- Der var stor interesse, sidst vi slog tilsvarende stillinger op i Hjørring. Vi modtog mere end 100 ansøgninger til fire stillinger, som var første led i styrkelsen - og rigtig mange af ansøgerne var overordentligt kvalificerede og interessante, siger Kim Tolstrup.
Nordjysk efterforsker ny funktionsleder
Det bliver en erfaren nordjysk politiefterforsker, der kommer til at stå i spidsen for den nye kontrolenhed i Hjørring.
Som funktionsleder er ansat 32-årige Thomas Dronninglund Tornby Knudsen, der kommer fra Nordjyllands Politi.
- Det er et erfarent hold, jeg skal træde ind i. Der er en enorm skattefaglig viden, som jeg kan lære meget af, og jeg går ydmygt til opgaven. Allerede nu mærker jeg dog også tydeligt, at der er højt til loftet, hvis man kommer med nye ideer og metoder, så jeg ser frem til at bidrage med den erfaring, jeg har med mig, i vores fælles indsats mod hvidvask, siger Thomas Dronninglund Tornby Knudsen, der er født født i Dvergetved mellem Tolne og Kvissel og i dag bor i Vadum.