Konfiskerer ulovligt fiskegrej: Nu hæfter de for 800.000 kroner

Sagen bliver nu overdraget til politiet.

Fiskeristyrelsen har på et nyligt togt i Nordsøen beslaglagt ulovlig fangst og ulovlige fiskeredskaber for 800.000 kroner.

Det fortæller Jesper Bech Eiersted, der er skibsfører på fiskerikontrolskibet "Nordsøen".

- Vi har den seneste periode været på togt her i Nordsøen, og her har vi ved to tilfælde kunnet konstatere ulovlige redskaber på to fartøjer, fortæller han og tilføjer: 

- I det ene tilfælde drejede det sig om et ulovligt panel, og i det andet var det trådtykkelsen, den var gal med. 

Der er tale om to større fiskefartøjer, som har overtrådt loven, og ifølge skibsføreren fordeler det sig nogenlunde lige.

Se indslaget her:

Sagen er overdraget til politiet

Begge tilfældene af lovovertrædelserne ligger i den høje ende af, hvad myndighederne normalvis oplever ifølge Jesper Bech Eiersted.

- En sanktion er bygget op af flere forskellige ting, og her indgår grovheden selvfølgelig, men det er i høj grad også værdien på redskabet og antallet af fisk, der er indfanget med det ulovlige redskab, som betyder noget, forklarer han. 

Det er fartøjet Nordsøen, som blandt andet holder til i Hirtshals, der har taget de to fiskefartøjer på fersk gerning. Sagen bliver nu overdraget til politiet. 

Nøgletal for fiskerikontrol til søs af erhvervsfartøjer:

  • Fiskeristyrelsens tre kontrolskibe har i perioden fra 2021 til 2023 i gennemsnit foretaget 377 bordinger om året af fiskefartøjer til søs.

  • I samme periode er der i gennemsnit oprettet 39 overtrædelsessager om året i forbindelse med bordinger af fiskefartøjer til søs. En sag kan indeholde flere overtrædelser.

  • De hyppigst forekommende overtrædelser, der i samme periode, der er konstateret i forbindelse med bording til søs, er ukorrekt eller manglende afmærkning af redskaber samt anvendelse af ulovlige redskaber.

  • Der har i perioden været konstateret 20 tilfælde af overtrædelser med ulovlige redskaber.

Kilde: Fiskestyrelsen


Seneste nyt

fra Nordjylland