Kvinde tiltalt for at hylde terrorister, men vigtigt bevis er væk
Foto: Haitham Imad/EPA/Ritzau Scanpix
Den 28-årige risikerer helt op til tre års fængsel.
En 28-årig kvinde, der er bosat i Hjørring, må væbne sig med tålmodighed.
Tirsdag var hun på anklagebænken i Retten i Hjørring, hvor hun var tiltalt for at hylde den terrorlistede palæstinensiske gruppe Hamas. Men den opsigtsvækkende sag nåede ikke sin afslutning.
Den blev i stedet udsat til 4. december.
Kommentar på Facebook kan blive fatal
Det er kommentarer til opslag på Facebook-gruppen 'Muslimer til stemmeboksene', der har skabt al virakken.
'HAMAS (efterfulgt af fire hjerter) DE ER FANDME DE ENESTE, DER FUCKING GØR NOGET' og 'Ja (efterfulgt af en såkaldt græde-emoji) Og ingen hjælper dem. Jamen for helvede en verden (efterfulgt af fire græde-emojis samt seks emojis med et brudt hjerte)'.
Sådan har den tiltalte blandt andet kommenteret et opslag, hvilket hun erkendte i retten.
Det siger loven
Kvinden fra Hjørring er tiltalt for at støtte terrorisme efter Straffelovens §136, stk. 2, der siger:
Den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, dog ikke § 110 e, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Straffelovens kapitel 12 og 13, der henvises til, handler om:
Kapitel 12: Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed
Kapitel 13: Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder samt terrorisme m.v.
Af anklageskriftet fremgår det, at den tiltalte henviste til Hamas’ terrorangreb i Israel 7. oktober 2023, hvor omkring 1200 israelere blev dræbt og yderligere cirka 240 blev taget som gidsler. Og netop dét gør, at anklageren vil forsøge at få kvinden dømt til en fængselsstraf.
Uklarhed om hensigt
Men forud for retssagen var det uvist, hvordan den 28-årige kvinde forholdt sig til anklagen. I retten nægtede hun da også, at opslagene henviste til det bestialske terrorangreb.
Hun bedyrede, at kommentaren ikke var møntet på selve terrorangrebet, men i stedet en gidseludveksling.
- Jeg er 99,9 procent sikker på, at det omhandlede det, lød det fra den tiltalte i Retten i Hjørring, inden hun gjorde klart, at hun ønskede, der skete noget godt, og at gidsler kunne slippes fri.
Af den årsag blev sagen udskudt, da det ifølge specialanklager Kim K. Kristensen kan have betydning for strafansvaret.
Nu skal det undersøges, om opslaget, som den tiltalte kommenterede på, kan findes for at afklare, om den tiltalte taler sandt. Problemet er bare, at opslaget ikke længere ligger på gruppen, som har over 26.000 medlemmer.
Den tiltalte forklarede videre i retten, at hun nægter sig skyldig, og at hun ikke var bekendt med, at Hamas er på EU's terrorliste, da hun skrev kommentaren.
Hvis den 28-årige kvinde kendes skyldig, kan hun få alt fra en bøde til fængsel i tre år. Det er nemlig den straf, man risikerer at få ved at støtte handlinger, som af Danmark anses for terror.