Landstræner om topbrag: - Bedste kvindefodbold jeg har set i år
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Danmarks for tiden to bedste kvindefodboldhold mødtes lørdag i topopgør i kvindeligaen.
Træner for det danske kvindelandshold Lars Søndergaard så sammen med 300 tilskuere på Nord Energi Arena i Hjørring søndag de to bedste kvindehold i ligaen Fortuna Hjørring og HB Køge i et ægte topbrag.
- Det er absolut det bedste, jeg har set to kvindefodboldhold spille i år, udtaler Lars Søndergaard i pausen i topkampen.
Efter de første 45 minutter havde landstræneren og tilskueren fået en flot og velspillet første halvleg med masser af godt spil og to flotte scoringer. Inden dagens kamp var de forsvarende mestre fra HB Køge to point foran Fortuna Hjørring på andenpladsen.
Og det var også hjemmeholdet der fik scoret først. Fra midten af banen driblede Mathilde Carstens sig gennem HB Køges forsvar og sluttede af med en ren perle af et langskud, som godt kan kandidere til årets mål helt oppe i krydset, og 1-0 efter 22 minutter.
Det er absolut det bedste, jeg har set to kvindefodboldhold spille i år.
Lars Søndergaard, træner for det danske kvindelandshold
Men de forsvarende mestre fra HB Køge kunne skam også, og efter et af kampens flotteste angreb kunne Cecilie Fløe udligne til 1-1.
Landstræner begejstret
TV2 Nord benyttede halvlegen til at få en snak med landstræner Lars Søndergaard, og han var mere end begejstret for det, han havde set i første halvleg.
- Der er ingen tvivl om at der er flere landsholdsemner blandt dem, jeg har set i dag. Måske ikke lige om hjørnet og lige nu, men kan de unge holde fast i de her gode takter, er der helt sikkert emner iblandt til en landsholdsplads, siger Lars Søndergaard.
Det var HB Køge, der kom bedst ud til anden halvleg, og efter 63 minutter overrumplede Kelly Fitzgerald Fortunas målmand Freja Thisgaard med et perfekt langskud helt oppe i hjørnet.
Vi skulle helt frem til det sidste minut, inden Fortuna Hjørring helt fortjent fik udlignet til 2-2 ved topscorer og landsholdsspiller Emma Strøm Snerle. Og så var det endda lige før, at hjemmeholdet havde snuppet alle tre point. Men forsøget gik lige forbi, så de to bedste for tiden i kvindeligaen delte point.
Allerede næste søndag mødes de to hold igen, denne gang på Køges hjemmebane.
Efter kampen fik TV2 Nord en snak med Fortunas målscorer Emma Strøm Snerle og landstræner Lars Søndergaard.