Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Majbritt har været i 34 aktiveringstilbud - søger førtidspension for tredje gang

Foto: TV2 Nord

Majbritt har været på kontanthjælp i 20 år. Nu håber hun - igen - på førtidspension.

61-årige Majbritt Hansen fra Hjørring har mistet modet.

Hun har været sendt ud i mere end 34 aktiverings-og praktiktilbud igennem mere end 20 år på kontanthjælp og fem år som flexjobber.

Onsdag skulle hun så til endnu møde med Hjørring Kommune. Et møde, hun frygtede udfaldet af.

- Jeg var jo bange for, at de ville sende mig ud i job. Og de sagde også, at de var klar til at sende mig ud, og at de nok kunne finde et flexjob til mig, fortæller Majbritt Hansen kort efter mødet.

Det påvirker mig meget psykisk. Når det er værst, sidder jeg herhjemme og tuder

Majbritt Hansen, Hjørring

Men det kan Majbritt Hansen ikke, og derfor har hun besluttet at søge førtidspension - for tredje gang.

Hun døjer med blandt andet diabetes, knogleskørhed og slidgigt i ryg og knæ.

- Det betyder så, at næste onsdag skal jeg til møde igen, der skal ordnes en masse papirer, fortæller Majbritt, der på sin vis er lettet over dagens møde, men også ser med bekymring på den kommende tid og den proces, det er at få tilkendt førtidspension. 

Medicin for at kunne arbejde

Efter 20 år på kontanthjælp fik Majbritt Hansen i 2018 tildelt flexjob, da hun havde søgt om førtidspension. 

På trods af hendes mange diagnoser blev det vurderet, at hun kan arbejde seks timer om ugen – typisk to timer ad gangen over tre dage.

Foto: Per Harder Højbjerg / TV2 Nord

I det sidste jobtilbud, Majbritt Hansen var ude i, skulle hun sætte varer på plads to timer ad gangen.

- Jeg var nødt til at tage smertestillende medicin før jeg gik på arbejde og igen, når jeg kom hjem, siger Majbritt Hansen.

Hun var nødt til at lægge sig og sove i et par timer efter hver vagt. 

Minister ser problemer

I forbindelse med TV2 Nords afdækning af sagen, har folketingsmedlem Torsten Gejl fra Alternativet stillet spørgsmål til beskæftigelsesministeren - om jobcenteret må lave indsatser, der forværrer borgernes helbred.

Spørgsmål til minister

  • ” Er ministeren enig i, at al sundhedsfaglig dokumentation, som det er foreskrevet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal indhentes hos patientens egne læger, speciallæger og behandlere, og at en beskæftigelsesrettet indsats i jobcentre aldrig må forværre patientens helbred?”

Torsten Gejl (ALT), 17. maj 2023

Faktaboxreorderminimizedelete_outlineTitelBeskrivelse” Er ministeren enig i, at al sundhedsfaglig dokumentation, som det er foreskrevet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal indhentes hos patientens egne læger, speciallæger og behandlere, og at en beskæftigelsesrettet indsats i jobcentre aldrig må forværre patientens helbred?”Torsten Gejl (ALT), 17. maj 2023Farvearrow_drop_down

Fold ind

Vælg om faktaboksen skal være åben eller lukket som standardaddarrow_drop_down

I svaret lyder det blandt andet:

- Kommunen må aldrig iværksætte en beskæftigelsesrettet indsats, som vurderes at kunne skade borgerens helbred, lyder det i et skriftligt svar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe (S).

Hun anerkender også, at "der er problemer med beskæftigelsessystemet, som det er skruet sammen i dag".

- Regeringen ønsker derfor at foretage en grundlæggende sanering og gentænkning af hele beskæftigelsesindsatsen, herunder ved at afskaffe jobcentrene.

Svar fra minister

Det er altafgørende, at jobcentrenes indsats for borgere, som har helbredsmæssige udfordringer, sker efter gældende regler og med værdighed i centrum. Kommunen må aldrig iværksætte en beskæftigelsesrettet indsats, som vurderes at kunne skade borgerens helbred. Det gælder helt generelt, at kommunerne efter retssikkerhedsloven er ansvarlige for, at sager på beskæftigelsesområdet er tilstrækkeligt oplyst, inden kommunen træffer afgørelse. Det betyder også, at kommunerne skal sikre, at der er de nødvendige helbredsmæssige oplysninger i sagerne.

Kommunerne kan indhente lægeattester fra borgerens praktiserende læge samt speciallægeattester. Herudover kan der i visse tilfælde indhentes oplysninger i form af journaloplysninger, fx fra sygehuse. I sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, kan en speciallægeattest alene indhentes fra regionens kliniske funktion. I disse sager er det vigtigt, at kommunen iagttager de lægefaglige vurderinger i sagen. Helbredsmæssige oplysninger udgør således i mange tilfælde et væsentligt delelement i de samlede oplysninger, der ligger til grund for den konkrete vurdering af, hvilken indsats, der kan iværksættes, og om borgeren overhovedet kan deltage i en beskæftigelsesrettet indsats. For denne gruppe borgere gælder det yderligere, at indsatsen altid skal tilpasses borgerens helbredstilstand, og at der selvfølgelig ikke skal iværksættes en indsats, som kan medføre forværring af borgerens helbred.

Offentligt Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling) 2 Når det er sagt, så er det helt åbenlyst for mig som beskæftigelsesminister, at der er problemer med beskæftigelsessystemet, som det er skruet sammen i dag. Der har været for mange enkeltsager om borgere, der ikke har oplevet at få en værdig behandling. Det er ikke en kritik af den enkelte medarbejder, da jobcentrene er ikke bedre end den lovgivning og de betingelser, som vi politikere giver dem. Regeringen ønsker derfor at fortage en grundlæggende sanering og gentænkning af hele beskæftigelsesindsatsen, herunder ved at afskaffe jobcentrene.

Der vil især være et stort fokus på at fjerne rigide proceskrav, således at der i stedet er tid til og fokus på at møde borgere i øjenhøjde og hjælpe dem med de udfordringer, som de selv har fokus på. Det handler grundlæggende om at skabe et mere værdigt beskæftigelsessystem, hvor der tages langt bedre hånd om dem, som har allermest behov for det. Venlig hilsen Ane Halsboe-Jørgensen Beskæftigelsesminister

TV2 Nord har tidligere talt med Bjarne Laustsen (S), formand for Folketingets Beskæftigelsesudvalg, og han erkender, at det ikke giver mening at sende en person som Majbritt i aktivering så mange gange, som hun er blevet.

- Det lyder vanvittigt, og jeg synes, det er for mange ressourcer at bruge fra Jobcenterets side på en person, der kan arbejde så lidt efterfølgende. Man skal ikke pine folk lige før de kan komme på pension, og i tilfældet her synes jeg, man skal stoppe, for det fører ikke til noget. MajBritt var langt bedre tjent med at få en førtidspension, siger Bjarne Laustsen.


Store forskelle: Her topper og flopper Nordjylland

Foto: Boligsiden

Salgspriserne i Nordjylland har taget et hop, men i 2024 var det - i hvert fald værdiforøgelsesmæssigt - bedre at eje en lejlighed end et hus.

Der er dårligt nyt til dem, der overvejer at træde ind på boligmarkedet. Priserne på både ejerlejligheder, villaer og rækkehuse er nemlig steget.

Region Nordjyllands ejerlejligheder står på landsplan for den største stigning på 12,6 procent, hvilket er stik imod udviklingen i huspriserne, hvor stigningen er lavest i netop Nordjylland, skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Fra november 2023 til november 2024 er den gennemsnitlige salgspris på villaer og rækkehuse steget med fem procent. Det betyder, at den gennemsnitlige salgspris ligger på 17.671 kroner pr. kvadratmeter.

Nordjysk fordobling

Mens man i Region Hovedstaden kan juble over den største stigning på 6,2 procent, er der ikke grund til at juble helt så meget i Nordjylland, hvor priserne kun er steget 2,8 procent - den laveste stigning af alle regioner.

- 2024 har været et år uden de helt store kriser som corona, energikrise eller økonomisk krise, som har påvirket markedet de seneste år. Samtidig er renterne faldet, og det har skubbet til den udvikling, der har været i gang siden februar 2023, hvor huspriserne ramte et lavpunkt og begyndte at bevæge sig op igen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

I Nordjylland er det nok ejerlejlighedsejerne, der er mest tilfredse med udviklingen. Salgsprisen er nemlig på landsplan steget med 6,2 procent, men i Region Nordjylland er prisen steget med hele 12,6 procent.


Nordjyde i anderledes rolle: Nomineret til en Golden Globe

Foto: TV2

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.

Dan Jakobsen er for mange kendt for sine roller som nisse i diverse julefilm, eller som Danmarks mindste mand.

Den lille mand har dog påtaget sig en anden mindre rolle i filmen 'The Girl With The Needle' (Pigen med nålen, red.).

- Jeg var faktisk i tvivl, om jeg ville sige ja til rollen, fordi jeg skulle nogle ting i filmen. Men efter snakke med andre og mange overvejelser, valgte jeg at sige ja, og det er jeg glad for, forklarer Dan Jakobsen.

- Man skal jo huske, at det er en rolle, man tager på sig, og at det ikke er personen, tilføjer han.

Rart med et mix

Filmen er inspireret af historien om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.

Den handler om den unge fabriksarbejder Karoline, som kæmper for at overleve i København efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun kvinden Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau. Her hjælper Dagmar mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn.

- Jeg kan godt lide at lave sådan noget, og jeg kunne godt tænke mig at lave lidt mere af den slags - altså noget anderledes, forklarer Dan Jakobsen.

- Jeg kan også godt lide at spille nisse, men det er rart med et mix, så jeg kan blive bedre selv og udvikle mig gennem forskellige muligheder og roller, tilføjer han.

Dan Jakobsen fortæller dog, at han ikke nødvendigvis gider leve af det, men at han gerne vil lave flere film, som også er anderledes.

Hvad er Golden Globe?

Golden Globe Awards er en årlig prisuddeling, der afholdes af Hollywood Foreign Press Association (HFPA) for at hylde vigtige film- og tv-produktioner og skuespillere. De første Golden Globe-priser blev uddelt i 1943, og siden da har prisuddelingen været en af de mest prestigefyldte i verden.

Golden Globe Awards uddeles i forskellige kategorier som bedste film, bedste tv-serie, bedste skuespiller og skuespillerinde. Der er også separate kategorier for komedier og musicals samt for forskellige genrer som drama, komedie og animation.

En jury bestående af medlemmer af Hollywood Foreign Press Association vælger vinderne af Golden Globe Awards. Medlemmerne af HFPA er journalister, der rapporterer om den amerikanske filmindustri til udenlandske publikationer.

Kilde: Dfi.dk

Ydmyg nordjyde om stor pris

Filmen har allerede vundet flere forskellige priser, og nu er den også nomineret til en såkaldt 'Golden Globe' i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

- Det er meget fornemt, men nu har jeg ikke verdens største rolle, så takken skal sendes videre til dem med større roller end mig, og dem omkring filmen. Men det er da et godt udstillingsvindue for mig, filmen og dansk film, lyder det fra den ydmyge nordjyde.

Selv opdagede Dan Jakobsen først nomineringen, da andre omkring filmen begyndte at dele opslag omkring det på sociale medier. Han tænker, det nok bliver samme måde, han finder ud af, om filmen vinder.

- Hvis jeg husker det, følger jeg med, men jeg ved slet ikke, om man kan se det live. Hvis man kan, må jeg se, om det lige passer, ellers holder jeg øje med det efterfølgende. Jeg skal nok finde ud af det, tænker jeg, griner Dan Jakobsen.

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.


Det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv, at der til nytår indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet.

- Jeg frygter, at nogle af vores kunder ikke har økonomien til at fortsætte på den måde.

Sådan lyder det fra Morten Mikkelsen, der er afdelingsdirektør i Entech Marine i Hirtshals. For når der indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet til nytår, anslår Fiskeriforeningen at 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer er i fare for at forsvinde.

Og det er skidt nyt for Entech Marine, der blandt andet servicerer motorerne ombord på fiskerifartøjerne. Som følgeerhverv til fiskeriet har en kommende CO2-afgift også betydning for dem.

- Vi ved jo, at mange af fiskerne - vores kunder - er pressede i forhold til deres kvoter og økonomien i forvejen. Og en yderligere udgift for dem, vil have store følger for os. Vi vil jo miste kunder, frygter afdelingsdirektøren.

I Hirtshals Service Group, der repræsenterer blandt andre Entech Marine og en række andre følgeerhverv, er der også dybe panderynker over den nye CO2-afgift.

- Når jeg hører, at der er fiskeskippere rundt omkring, som tænker at sælge deres båd, fordi de ikke har råd, ved jeg godt, at så mister vi kunder i vores servicegruppe. Og det betyder, at nogle af de kunder, de har haft i mange år, måske simpelthen siger 'Stop! Nu kan vi ikke mere', siger Per Christensen, bestyrelsesformand i Hirtshals Service Group.

Det er ikke kun skidt for de virksomheder, der har adresse på havnen i Hirtshals. Det er skidt for hele byen, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange arbejdspladser det er. Morten har 35 ansat. Så har han måske ligeså mange underleverandører af elektrikere, tømrere og malere, der kommer ind på pladsen her. Og når det går udover dem, begynder det også at gå ud over byen, så jeg tør ikke sætte et tal på, siger Per Christiansen.

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Konsekvenser kan ses om seks måneder

CO2-afgiften betyder, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner. Fiskeriforeningen anslår, at det vil gøre 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer u-lønsomme på grund af afgiften.

Og det får Morten Mikkelsen til at frygte, at det kan få betydning for de 35 medarbejdere, han har ansat i Entech Marine.

- Jeg frygter selvfølgelig, at vi bliver nødt til at reducere i flokken, hvis vi mister kunder. Så det er en katastrofe, siger afdelingsdirektør Morten Mikkelsen, og fortsætter:

- Fiskerne er seje, de vil kæmpe, så længe de kan. Men midt på året (2025, red.) tænker jeg, der kunne være nogle problemer i det.

Men kan I ikke bare servicere andre fartøjer end dem i fiskeriet?

- Vi servicerer alle typer skibe, men fiskeriet er en stor del af det.

Per Christiansen, er det ikke fair nok, at vi alle skal bidrage til den grønne omstilling?

- Jeg tror da helt bestemt, at vi alle sammen gerne vil den grønne omstilling. Men der er nogen, der ikke har fundet ud af, at det koster rigtig mange penge at blive grøn. Og når vi ikke har noget alternativ til det brændsel, vi bruger i dag, så synes jeg ikke, der er fair, at man bare lægger afgifter ovenpå. For jeg tror ikke på, at CO2'en forsvinder, fordi vi får afgifter.

- Vi har nemlig ingen alternativer til den brændstoftype, vi bruger. Og det er jo der, problemet er. Der er ingen alternativer. Det duer ikke.


Juletrafikken: Disse dage og tidspunkter skal du undgå

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

DSB forventer, at de i juledagene får rekordmange rejsende med deres tog.

Når presset over julegaveindkøb er faldet, så kommer julens næste stressmoment, hvis du er en af de mange danskere, der skal rejse for at komme hjem til jul.

For med det omfattende vejarbejde, der strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers, er det måske nok i år en ekstra god idé at orientere sig i trafikprognoser - i hvert fald, hvis man vil undgå at sidde i kø.

Trafikken er i år hjulpet af, at juleaften falder på en tirsdag. Det gør nemlig, at Vejdirektoratet forventer, at den udrejsetrafik, der normalt samler sig lillejuleaften, i stedet vil sprede sig over flere dage fra fredag den 20. december til tirsdag den 24. december.

Foto: Vejdirektoratet

Så Vejdirektoratet forventer generelt ikke de store forsinkelser på vejene med undtagelse af lillejuleaften, hvor der især mellem klokken 11 og klokken 14 er tryk på vejene.

Rekordmange med tog

Hos DSB er der op til jul flest rejsende fra øst til vest, mens det omvendte gør sig gældende efter jul. Sidste år solgte DSB 200.000 pladsbilletter til juledagene, og i år forventer DSB at overgå det tal med 275.000 rejsende.

Lige nu er forventningen, at den 23. december bliver den travleste dag med 40.000 rejser skarpt efterfulgt af den 21. og 22. december.

- Vi kan se, at endnu flere forventer at rejse med DSB i juledagene i år, og mange planlægger tidligere end andre år. Selvom juletrafikken i år spreder sig ud over flere dage, så anbefaler vi, at man ikke venter for længe med at planlægge og købe sin rejser, siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

Gode råd til turen

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.

  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

  • Hold ekstra godt øje med vejrudsigten.

  • Kør efter forholdene, pas på farten, og hold god afstand til de forankørende.

  • Hav tæpper, noget at drikke og evt. en skovl med i bilen.

  • Lyt til P4 Trafik under din tur.

    Kilde: Vejdirektoratet

Hvor den 23. december er den helt store udrejsedag, bliver den 26. december den helt store hjemrejsedag.

Her forventer Vejdirektoratet, at der vil være meget trafik, der bevæger sig mellem Jylland og hovedstadsområdet i begge retninger.

Og hvis man vil undgå at sidde i en kø, så er det mellem klokken 11 og 15, at man skal undgå at rejse.

Der er dog en ubekendt faktor, når det kommer til juletrafikken, nemlig vejret. For hvis der er sne, frost og kraftig blæst, vil det have en stor indvirkning på trafikken. Hold derfor øje med vejrudsigten, ligesom det er en god idé at orientere sig på trafikinfo, inden man drager afsted.

Disse strækninger på E45 har vejarbejde og nedsatte hastigheder. Foto: Vejdirektoratet

Karner lider af demens - her stråler han som en sol

Dans og lyden af musik kan vække minder og fungere som et åndehul for både demente og deres pårørende.

Demens er en sygdom, der rammer flere og flere danskere, og det anslås, at knap 100.000 danskere lider af sygdommen. En sygdom uden udsigt til behandling. Derfor handler det om at finde måder at lindre sygdommen eller skabe momenter, hvor sygdommen kan stå i baggrunden.

- Når de kommer her, er de ret neutrale, men når de går herfra, går de med et smil på læben, siger Anita Falk Nielsen, indehaver og danselærer på Motionitten i Aars.

Ægteparret Karner Nielsen og Inge Skov i en vals. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

En af de måder hvor man kan skabe en god stund for både den demensramte og deres pårørende er nemlig igennem dans. Helt specifikt erindringsdans, der kan vække nogle af de minder, der ellers kan være svære at få frem.

- Han er glad for at komme her. Han elsker jo at danse. Det har han næsten gjort alle hans dage. Hver gang der er et stykke, han kan huske, så skal han op at danse, og så er han glad og tilpas, siger Inge Skov, pårørende til og gift med Karner Nielsen.

Lysstrejf i en mørk tid

Og det er det, musikken og dansen kan. Forskningen viser nemlig, at dans kan stimulere den del af hjernen, hvor vores korttidshukommelse sidder. Derfor afholdes der på Motionitten i Aars erindringsdans to gange om måneden for både demente og deres pårørende. Dansen bliver på den måde et afbræk fra en hverdag, hvor sygdommen kan virke altoverskyggende og dermed svær at håndtere - både som demensramt og som pårørende.

- Dansen giver mig noget livskvalitet, siger Lena Madsen, demensramt.

Og den følelse kan Inge Skov, pårørende og kone til Karner Nielsen, nikke genkendende til.

- Det er godt for mig at være afsted, og det er også godt for ham. Han stråler jo som en sol, når han er her. Derhjemme er han lidt mere indelukket, siger hun.

TV2 Nord besøgte Motionitten til erindringsdans:

Minder for en stund

I takt med at hukommelsen svigter, og man ikke længere kan lave de ting sammen, som man plejede at kunne, er det godt at have nogle friske minder at vænne tilbage til.

- Hun er glad, når hun går derfra. Og hun nyder det, når hun er her, og hun kan snakke vidt og bredt om, hvad vi har gjort. Hun kan næsten huske alle dem, hun har danset med, siger Flemming Madsen, pårørende og mand til Lena.

Som pårørende kan det til tider være svært og føles ensomt at være i, og derfor mener Anita Falk Nielsen, at der til erindringsdans, bliver skabt et rum, hvor der er plads til de tanker.

- Der er et socialt fællesskab, hvor de kan få lov at sidde og snakke med andre pårørende, og de kan opleve andre med demenssygdom. Så de bliver en del af et fællesskab, hvor de ikke står alene, fordi de hører, at der er andre, der har oplevet det samme, siger hun.

Afslutningsdansen foregår altid hånd i hånd. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

Erindringsdansen i Motionitten har kørt fem gange som en forsøgsordning med støtte fra Vesthimmerlands Kommune.