Foto: Sofie Bach

Maskinhus brænder ned til grunden

Ild i et pillefyr har bredt sig til en større garage på en ejendom nær Harken.

Nordjyllands Beredskab blev i morges kaldt ud til en brand på Græshedevej nær Harken.

Her var der gået ild i et 100 kvadratmeter stort maskinhus.

- Da vi kommer herud er der godt gang i flammerne, og vi konstaterer, at det er pillefyret, der er årsag til branden, siger indsatsleder Ib Nielsen fra Nordjyllands Beredskab.

Han fortæller, at brandfolkene er nødt til at arbejde med forsigtighed, da der er nogle stålspær, som falder ned efterhånden, som de smelter, og han oplyser videre, at maskinhuset ikke står til at redde.

- Det hele skal rages ned, når vi en gang er færdige med at slukke, siger indsatslederen.

Der er ikke sket skader på det nærliggende hus ud over en enkelt rude, der er flækket på grund af varmen.

Ingen mennesker eller dyr er kommet til skade ved branden.