Musik hyldede hans ophav: Nu hylder ophavet ham
Foto: Hedegaard
Ib Grønbech har kæmpet for at holde vendelbomålet i live med sine sange. 14. august modtog han Modersmål-prisen for sit store arbejde.
Nogle ville kalde dine træsko 'store', hvis du kom marcherende i et par størrelse 45, træhuggede sko. Andre ville sige 'bedte'. Er du fra Vendsyssel og omegn, var det nok sidstnævnte, der ville være din præference.
Ib Grønbech har i årevis skrevet sange, der har hyldet Vendelbomålet, og nu sætter ny teaterkoncert fokus på netop disse, når Vendsyssel Teater i Hjørring går i luften med den første forestilling 'Her går det godt'. Den er baseret på Ib Grønbechs tekster, og så skal den fortælle publikum om Vendsyssel-området.
- Jeg har ikke sunget dem selv i 30-40 år, og så kommer de i en helt ny, fantastisk indpakning, synes jeg, siger Ib Grønbech.
Hele forestillingen, der varer knap halvanden time, kommer til at foregå på vendelbomålet.
- Det her, det lyder godt. Jeg kan ikke lade være med at stå og lytte til det, siger Ib Grønbech.
Det er 40 års musik, der også har bragt Ib Grønbech en symfoni af oplevelser, som altså nu bliver delt på Vendsyssel Teater.
Modersmål-prisen
Ib Grønbechs store arbejde er også blevet bemærket af Modersmål-Selskabet, der hvert år uddeler en pris som en påskønnelse af kunstneres brug af sproget. 14. august blev det Ib Grønbech, der modtog Modersmål-prisen.
- Det er jeg da stolt ved, fordi så har jeg gjort en forskel for sproget, kan man sige. Og det har jo været dejligt at blive bekræftet i det, man laver, siger Ib Grønbech.
Teaterinstruktør- og leder på Vendsyssel Teater, Rolf Herim, forstår godt, hvorfor det netop endte med at blive den garvede vendelbo.
- Ib Grønbech er jo, man kan sige, en slags antropolog eller etnolog, som beskriver Vendsyssel indefra på en meget humoristisk og lunefuld måde, siger Rolf Herim
Det bliver i alt 26 sangere, der skal opføre Ib Grønbechs sange på vendelbomålet, når Vendsyssel Teater åbner for forestillinger fra d. 13 september til d. 12 oktober.