Pas på! 12 personer reddet ud af revlehuller - sådan skal du gøre
Hvis du kaster et blik på dagens vejrudsigt og beslutter dig for at pakke strandtasken og søge mod stranden, skal du passe på.
Alene i sidste uge måtte kystlivredderne i aktion tre gange, hvor de hjalp 12 personer ud af revlehuller på Løkken Strand, skriver Trygfonden i en pressemeddelelse.
'Da livredderne forlader stranden efter at have lukket livreddertårnet, spotter de en gruppe på fem børn og én voksen, som befinder sig i samme revlehul, som tidligere på dagen har voldt andre badegæster problemer. Tre af børnene bliver guidet tilbage på land af én af livredderne, men den voksne, som prøver at holde de to mindste børn oppe, kan ikke selv komme ind til land. En af livredderne svømmer ud til dem og bærer det ene barn i land, mens moren og det andet barn bliver guidet ind', skriver Trygfonden om en af aktionerne.
Også i sidste uge var Trygfonden, som har livredderne ved en række danske strande, ude at advare om revlehuller.
- Et revlehul er som udgangspunkt ikke farligt, hvis man ved, hvordan man skal tackle det. Men bliver man fanget i et revlehul og begynder at kæmpe imod, så kan det blive rigtig farligt. Selv dygtige og rutinerede svømmere kan drukne i udmattelse, hvis de går i panik og prøver at kæmpe imod strømmen. I et revlehul vil man blive trukket ud, men ikke ned under vandet, sagde Anders Hammer, der er uddannelsesleder i Trygfonden Kystlivredning.
Hør kystlivredder Thorbjørn Udby Hansen fortælle, hvordan du skal tackle et revlehul:
Men det er ikke kun revlehuller, der holder livredderne travlt beskæftiget. Også fralandsvinden driller.
- Vinden overrasker fortsat badegæsterne, som kan have svært ved at vurdere, hvor kraftig den faktisk er, bare man kommer et lille stykke ud fra kysten. Især på SUP eller på oppustelige badedyr og madrasser, kan det gå meget hurtigt med at drive ud. Det kan derfor hurtigt udvikle sig til en farlig situation, særligt hvis man falder i vandet og ikke har rednings- eller svømmevest på, som kan holde én oven vandet. Hold derfor altid oppusteligt badeudstyr på land i fralandsvind, og hvis dit badedyr driver til havs, så informer politiet på 1-1-4, så der ikke bliver iværksat en unødig redningsaktion, siger Anders Hammer, der er uddannelsesleder i Trygfonden Kystlivredning.
Så mange gange var livredderne i action i Nordjylland i uge 31
Nordjylland: 4 livreddende aktioner, 29 førstehjælpsaktioner, 96 forebyggende aktioner, 1.112 oplysende indsatser:
Blokhus: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 7 forebyggende aktioner og 306 oplysende indsatser
Løkken: 4 livreddende aktioner, 10 førstehjælpsaktioner, 76 forebyggende aktioner og 196 oplysende indsatser
Tornby: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 150 oplysende indsatser
Palmestranden: 0 livreddende aktioner, 6 førstehjælpsaktioner, 8 forebyggende aktioner og 83 oplysende indsatser
Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 9 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 411 oplysende indsatser
Nørre Vorupør: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 5 forebyggende aktioner og 166 oplysende indsatser