Patruljering øges efter masseslagsmål
I Hjørring var der tirsdag masseslagsmål med knive og køller på Dronningensgade. Det tager politiet nu konsekvensen af og øger patruljeringen.
Omkring 20 personer var sent tirsdag eftermiddag impliceret i dét, der med rette kan kaldes et masseslagsmål. I og omkring Dronningensgade fandt Nordjyllands Politi både knive og peberspray.
- Vi målretter derfor vores uniformerede patruljer den kommende periode, således at man i området omkring Christiansgave vil se mere uniformeret politi, og det sker for at øge trygheden blandt borgerne i byen. Det er helt forståeligt, hvis der er nogen, som bliver bekymrede, når sådan en hændelse sker, siger Sune Myrup, der er vicepolitinspektør i Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det betyder, at borgerne i Hjørring nu kan få øje på mere politi end vanligt. Desuden vil der være flere civilbetjente til stede i og omkring området, og Den Mobile Politistation vil være at finde på lokationen torsdag formiddag og fredag over middag.
Politi anmoder om hjælp
Nordjyllands Politi har fortsat ikke anholdt nogen efter slåskampen, og derfor beder de borgerne i Hjørring om hjælp.
- Hvis der er vidner, der har set eller hørt noget, så må man meget gerne rette henvendelse til politipersonalet i Den Mobile Politistation, oplyser vicepolitiinspektør Sune Myrup.
Meget tyder ifølge politiet på, at der har været tale om et internt opgør, men af hensyn til opklaringsarbejdet vil Nordjyllands Politi ikke fortælle yderligere.
Lederen af politiets efterforskning, politikommissær Lene Madsen oplyser dog, at efterforskningen fortsætter i den kommende tid. Hun tilføjer videre, at politiet hidtil har foretaget en lang række efterforskningsskridt for at belyse hele forløbet før, under og efter hændelsen. Blandt andet har politiet undersøgt gerningsstedet, afhørt vidner og lavet tekniske undersøgelser.
Ring 114 med oplysninger
Slutteligt i politiets pressemeddelelse skriver de, at borgere kan ringe på 114, hvis de har oplysninger om tirsdagens slagsmål.