Politiet advarer: Køer sluppet fri
13 køer er på fri fod i Vendyssel. Politiet beder bilister være påpasselige.
Natten til fredag er en gruppe køer sluppet fri fra deres indhegning.
Det er lykkedes ejeren at lokalisere få af de bortløbne kreaturer, men 13 mangler stadig at blive fundet.
- Vi vil gerne advare bilister i området og bede dem være særligt opmærksomme her i morgentrafikken. Det vil være rigtig uheldigt at starte weekenden med at kollidere med en ko eller en kalv, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Præcis hvor køerne er, vides ikke, men de formodes at være i området omkring Tversted og Uggerby. Derfor har politiet også opfordret særligt bilister, der kører Mellem Aalbæk og Hirtshals, til at være opmærksomme.
- Vi har fået flere anmeldelser om at køerne har befundet sig tæt på vejene eller på vejene, så der er grund til at passe på, siger Thomas Ottesen.
Første anmeldelse kom fra en ambulance, der kørte i området. Politiet fandt herefter frem til ejeren, som selv er ude at lede efter de forsvundne kreaturer.