Blæst og snefygning fortsætter onsdag og torsdag, men i løbet af torsdag eftermiddag kommer et nyt stort snevejr indover Danmark fra syd.
Snevejret kommer til at være landsdækkende, mange steder vil få 5-10 centimeter, men stedvis kan der falde 10 til 25 centimeter sne.
Sneen vil kunne give fygning og store udfordringer i trafikken.
I løbet af torsdag aften og natten til fredag kan sneen skifte til slud og regn i dele af landet.
Bemærk at prognoserne stadig er ret usikre, så de kan ændre sig markant de næste 24 timer.
Torsdag eftermiddag begynder problemerne
Sneen bevæger sig ind over Danmark fra syd torsdag eftermiddag og vil hurtigt sprede sig mod nord.
I løbet af eftermiddagen vil sneen begynde at give udfordringer, og torsdag aften vil der flere steder være faldet 5 til 10 centimeter sne, der fyger.
Prognosen for snefald torsdag aften viser, at sneen forventes at give store udfordringer henover landet. Især vil det være den østlige del af Sjælland og København, der får store mængder sne.
Bemærk også at Sydhavsøerne, Fyn og det østlige Jylland får to til syv centimeter allerede her.
Fredag morgen med store udfordringer
Natten til fredag fortsætter nedbøren over Danmark, og der må forventes store trafikale problemer med de nuværende prognoser.
Fredag morgen vil mange stå op til 5 til 10 centimeter ny sne, og på især det østlige Sjælland kan mængderne blive noget større – her vises 10 til 20 centimeter sne.
Der, hvor der falder mest sne, kommer der samtidig et lag med mildere luft ind over samme område.
Det betyder, at sneen kan overgå til slud, regn og lokalt også isslag.
Prognoserne har egentligt 20 millimeter nedbør i København, hvilket svarer til 20 centimeter sne. Men halvdelen vurderes lige nu at falde som regn.
Længere mod nord og vest forventes det mest, at nedbøren falder som sne.
Placeringen af hvor der falder mest sne er usikkert, nogle prognoser har båndet med mest nedbør længere mod vest.
Prognosen herover viser mest sne i det Nord- og østlige Jylland, men også omkring Storebælt falder meget.
Vinden er aftagende – men kan stadig give fygning
Vinden blæser onsdag kraftigt henover Danmark, men den vil aftage noget, når snevejret trækker op over Danmark.
Torsdag blæser det dog fortsat med en frisk til hård vind fra øst, hvilket kan få sneen til at fyge. Stedvis kan det komme til at opleves som en snestorm i perioder.
Vinden vil dog efterhånden aftage yderligere men stadig blæse sådan, at sneen kan fyge lidt. Der, hvor sneen overgår til slud eller regn, kan det ikke fyge længere.
TV 2 Vejr overvåger situationen og varsler sandsynligvis kraftig snefald i løbet af onsdagen, men først, når vi er ret sikre på, hvilke steder, der bliver berørt af sneen.