Retten i Hjørring: Forsvarer gemte trumfkort i sag om ulovlig kystsikring

Bevaringstiltag af skrænt syd for Lønstrup er måske i virkeligheden en opgave staten har forsømt.

Fredag var der procedure i sagen, hvor fire sommerhusejere er tiltalt for ulovlig kystsikring ved Lønstrup.

Og her spurgte forsvarer Hans Sønderby:

- Kan det virkelig passe, at de fire tiltalte, hvis de findes skyldige skal straffes for at have lavet en bevaringsforanstaltning af klinten, når det er staten, der har forsømt at beskytte den?

Forsvarsadvokaten havde gemt trumfkortet til fredag, og henviste til særlige EU-regler om udpegede områder i Danmark.

- Sommerhusområdet er et såkaldt "Natura 2000-område" og det betyder, at det er staten, der har pligt til at beskytte og bevare den.

- Det vil sige, at de fire tiltalte, hvis de findes skyldige i virkeligheden har foretaget en positiv gerning ved at udføre et bevaringstiltag af skrænten selv om det i virkeligheden er statens opgave. Og netop på grund af dette nye spørgsmål er der fredag ikke faldet dom i sagen, som forventet. I stedet forventes det, at der vil blive afsagt dom den 14. februar 2020.

De fire tiltalte risikerer bøder på mellem 50.000 og 100.000 kroner, hvis de kendes skyldige for blandt andet at have hældt beton og granitsten ud over skrænten syd for Lønstrup.

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland