Robotkirurgi. Foto: Region Nordjylland
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Robot klar til at operere: Giver patienter et længere liv

Foto: Region Nordjylland

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Robotassisteret kirurgi giver ifølge Region Nordjylland færre komplikationer, kortere indlæggelsestid og bedre overlevelse på sigt for patienterne.

Personalet på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling på Regionshospital Nordjylland i Hjørring kunne tirsdag morgen sige godmorgen til en ny kollega. Men det ville nok ikke kaste noget svar af sig.

Det er nemlig en robot, der fra tirsdag skal være med til at operere patienter.

- Vi har længe glædet os og set frem til dagen i dag og er taknemmelige for at få mulighed for at give relevante patienter et tilbud om robotassisterede operationer for at opnå et så præcist og skånsomt indgreb som muligt, siger Frank Svendsen Jensen, der er cheflæge på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling.

Regionshospitalet har fået en af de to robotter, som hidtil har været på Aalborg Universitetshospital.

Universitetshospitalet skal anskaffe sig en ny robot, når man flytter ind på det nye supersygehus i Aalborg Øst, og derfor har det været muligt at sende en robot til Hjørring.

- Vi forsøger hele tiden at skabe et mere sammenhængende og lige sundhedsvæsen i Nordjylland, og det her er endnu et skridt i den retning, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

'Et skub i den rigtige retning'

Operationsrobotten kan blandt andet bruges til brok-operationer, fjernelse af kræft i tyktarm og fjernelse af livmoder.

Robotassisteret kirurgi giver ifølge Region Nordjylland færre komplikationer, kortere indlæggelsestid og bedre overlevelse på sigt for patienterne.

- Derudover bliver robotassisteret kirurgi i Hjørring også en gevinst i vores rekrutteringsproces af nye speciallæger, fordi speciallægerne efterspørger at arbejde med robotassisteret kirurgi, og samtidig ved vi, at det bliver et krav i speciallægeuddannelsen, siger Mads Duedahl.

- For afdelingerne, hospitalet og det nordjyske sundhedsvæsens patientbehandling er det essentielt, at vi er med helt fremme indenfor de fagområder, som vi beskæftiger os med, siger Frank Svendsen Jensen.

Ha' de vigtigste nordjyske nyheder lige ved hånden.