Rumænsk mand varetægstfængslet for stribe af tyverier
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Lørdag formiddag blev en rumænsk mand fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Hjørring.
I efteråret blev der flere steder stjålet utroligt kostbare navigationssystemer fra landbrugsmaskiner i Nordjylland.
Thorup Maskinhandel i Himmerland var et af de steder, hvor ukendte gerningsmænd havde stjålet udstyr for omkring en halv million kroner.
Nu er en rumænsk statsborger blevet anholdt og sigtet for fire tilfælde af tyveri i landbrugsmaskiner. Om han stod bag tyveriet i Himmerland er ikke oplyst, men ved et grundlovsforhør ved retten i Hjørring blev han lørdag formiddag varetægtsfængslet frem til den 21. december.
Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Ingrid Munch Hansen.
Den rumænske mand nægter sig skyldig i sigtelsen, der er rejst mod ham.
Mistænkte samme gerningsmand
Få dage efter tyveriet hos Thorup Maskinhandel skete der igen i efteråret tyverier i flere landbrugsmaskiner. Denne gang i Vendsyssel, hvor der blev stjålet udstyr for omkring 150.000 kroner. Den gang koblede man hos Nordjylland Politi indbruddene i Himmerland og Vendsyssel sammen.
- Vi går ud fra, det er de samme gerningsmænd. Modus er så ens, at det tror vi, det må være, fortalte politikommissær ved Nordjyllands Politi, Peter Skovbak ved den lejlighed.
Grundlovsforhøret ved retten i Hjørring blev holdt for lukkede døre, så derfor kan anklager Ingrid Munch Hansen ikke oplyse, om det er gerningsmanden bag de mange indbrud, som nu er blevet varetægtsfængslet, men hun kan oplyse, at den rumænske mand ikke har kæret kendelsen.