Spring over ansøgningen og gå direkte til samtale: Nu vrimler det med nye ansatte
Trine Søndergaard kom på ideen til den nye metode.
Efter en u-vending i ansøgningsfasen har de nu stor succes med rekrutteringen.
1. oktober genåbner lungemedicinsk afdeling på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
Sidste år måtte afdelingen lukke på grund af personalemangel, men nu er der anderledes stor succes med rekrutteringen.
Metoden er faktisk ganske simpel: alle interesserede har selv kunne booke en tid til samtale - uden at skulle skrive en ansøgning først.
Og det har i den grad givet pote.
Trine Søndergaard er ny chefsygeplejerske på den nye afdeling, og hun har haft usædvanligt mange ansættelsessamtaler den seneste tid.
Mere end 60 gange har hun haft potentielt kommende medarbejdere til samtale.
- Det fede er, at man faktisk som leder får lov til at få en helt anden indgangsvinkel til de her ansøgere. Det, at de får lov til at fortælle, hvem de er, og hvad de kan, uden at man er forudindtaget, som den der rekrutterer, det, synes jeg, har været berigende, fortæller hun.
Det var hende, der fik idéen til det anderledes jobopslag.
- Det var simpelthen noget, jeg havde hørt om, at der var nogen, der havde prøvet noget lignende. Så tænkte jeg, at det må jeg prøve at udfordre, lyder det fra hende:
- Når vi ved, at vi skal opstarte noget fra bund, og der skal rigtig mange medarbejdere til, så bliver vi også bare nødt til at gøre en stor indsats.
En stor fordel
Der er allerede kommet nye til i huset. En af dem er Lærke Møldrup, som nu skal være med til at starte lungemedicinsk afdeling op på ny.
Hun er ikke i tvivl om, at det for hende var en stor fordel at kunne springe jobansøgningen over, og gå direkte til samtalen.
- Der var slet ikke nogen tvivl. I stedet for den her gammeldags dinosauermåde at gøre det på, som rigtig mange virksomheder benytter sig af. Det her med, at du skal skrive en ansøgning, og få alle dine kompetencer, hvem du er, essencen af dig, ned på et stykke papir. Her, der kommer du ind, og du ser din arbejdsgiver an, de ser dig an - det handler jo om kemi!
Der er indtil videre blevet ansat 18 sygeplejersker og 11 sosu-assistenter gennem samtalerne.
I løbet af næste uge bliver der igen mulighed for at booke sig ind til en samtale, når de sidste stillinger skal besættes.