Stor opbakning til juletræsfest for økonomisk trængte familier og enlige
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord
Julen er hjerternes tid og børnenes fest. Men for dem, som ikke har et stort økonomisk råderum, kan det være svært.
I dag mandag mødtes 120 børn og voksne i Restaurant Svanelunden i Hjørring til juletræsfest.
Det er alle familier på overførselsindkomst med børn under 18 år samt enlige seniorer - alle tilknyttet Dansk Folkehjælp i Hjørring Kommune.
- Hvis vi ikke havde fået den her mulighed, så ved jeg ikke, hvad vi skulle have gjort, fortalte en meget tilfreds deltager og mor, Malene Jensen.
- Børnene har fået nye venskaber, og de ser bare frem til at være her, lød det.
Flere har brug for en håndsrækning
Menuen stod på klassisk julemiddag - med alt hvad den kunne trække. And, flæskesteg, laks og risalamande.
Dernæst var der dans og sang om juletræet med besøg af selveste julemanden.
- Vi er så glade for, at vi kan hjælpe så mange, lød det fra en tilfreds formand hos Dansk Folkehjælp Hjørring, som dog havde et opråb:
- Det er godt nok utroligt, at det er nødvendigt i det her velfærdsdanmark, som vi lever i. Fordi det bliver jo ikke færre af dem, der skal hjælpes. Men vi kan heldigvis hjælpe dem, og det er vi glade for, afsluttede hun.
Juletræsfesten blev til ved hjælp af donationer.
Se hele indslaget herunder: