Tre mand over 70: Lokale kræfter køber byens 'skændsel' - vil bygge til de ældre
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
- Når man kommer op i alderen, vil man gerne bo ved jorden. Om der er det, når de står færdige, finder vi ud af, siger den ene af ejerne.
Man kunne næsten tro, det var til dem selv.
Den forfaldne gård ved indkørslen til Tårs er en skændsel for byen, hvis man spørger de tre 'modne' investorer, der er i gang med at rive den ned.
77-årige Ole Thomsen, 73-årige Søren Larsen og 74-årige Ole Bach investerede for et år siden i den forfaldne gård på adressen Bredgade 31 - med det ene formål at fjerne den.
- Vi ejer lægehuset i Tårs sammen i fællesskab, og vi havde snakket om i længere tid, at det ser forfaldent ud, og at det er en skændsel for byen, så sidste forår gik vi i dialog med ejeren og købte det, fortæller Søren Larsen.
Vil bygge ældreboliger
Meningen med projektet er at bygge 12 ældreboliger i stedet. Dem har den lokale nordjyske by nemlig ikke mange af.
- Når man kommer op i alderen vil man gerne bo ved jorden, og der har været en del efterspørgsel på det. Om der er det, når de står færdige, finder vi ud af, men det tror vi på, fortæller Søren Larsen.
De tre herre har også købt de gamle missionshus ved siden af, som skal indgå i projektet på adressen Bredgade 37.
Venter på kommunen
Selvom nedrivningsarbejdet er i gang, og man forventer at være færdig med det i løbet af april, så kan der ende med at gå noget tid, før opbygningsprocessen begynder.
- Vi venter på, at kommunen skal lave den nye lokalplan. Det seneste, vi har hørt, er, at den helt sikkert vil være færdig i første kvartal af 2024, men der er jo noget tid til, pointerer Søren Larsen, der håber, at det vil gå lidt hurtigere.
Ideen med projektet er på nuværende tidspunkt ikke, at de tre herre selv skal færdiggøre byggeriet.
- Vi er for gamle til at sidde med en lejeforening, der skal nye kræfter ind, konstaterer Søren Larsen.
Positiv feedback
Efter de tre herrer købte gården, har de fået en del feedback på projektet.
- Flere har sagt, at de gerne vil skrives op, så det tegner sig positivt, fortæller Søren Larsen.
Men inden projektet kan komme helt i gang, skal der udover en ny lokalplan også en høringsprocess til, og her ved man ikke, om der skulle komme nogle indvendinger.
- Det har vi dog svæt ved at forestille os, fastslår Søren Larsen.
En fordebat for det pågældende lokalplan-område er allerede blevet afviklet fra 16. til 30. marts 2023.