Tre mænd tiltalt for brand i autoværksted
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet mener at have opklaret en påsat brand på et autoværksted tilbage i august 2022. I hvert fald er tre mænd på 49, 32 og 24 år nu tiltalt for at stå bag, og de skal efter planen stilles for Retten i Hjørring torsdag.
Branden opstod lidt efter midnat 15. august 2022 i en værkstedsbygning ved en autoforretning i Gærum vest for Frederikshavn.
De tre er tiltalt for at startet branden ved at tænde ild i brændbar væske på kontoret i bygningen.
Branden bredte sig og gav skader på bygningen for godt 460.000 kroner. Flere biler blev ifølge sagens oplysninger også skadet ved branden. Bilskaderne er endnu ikke gjort op i kroner og øre.
Trusler
Den 32-årige mand er desuden tiltalt for trusler. Politiet mener, at han dagen efter branden opsøgte to personer på deres arbejdsplads og truede dem ved at sige noget i retning af:
”I de kredse hvor jeg kommer, bruges det ofte, at man sætter ild på eller brænder en forretning ned som en advarsel – eller for at skræmme folk” og ”Hvis man bærer sig dumt ad, så får man en dummebøde”.
Det fremgår ikke, hvad motivet til at sætte autoforretningen i brand er, ligesom det heller ikke fremgår før sagens start, hvad de tre mænd siger til politiets anklager.