Tredje gang på seks år: Privat plejefirma konkurs

Endnu et privat plejefirma i Hjørring Kommune er gået konkurs. FOA kalder det uholdbart.

Plejefirmaet "Din hjemmepleje" blev fravalgt af Hjørring Kommune som leverandør efter et udbud. Nu er virksomheden gået konkurs. Og det er tredje gang, det sker i kommunen på seks år.

Det bekymrer næstformand i FOA Thomas Enghausen.

- Endnu engang har borgere måtte vinke farvel til deres vante leverandør og vælge et nyt. Samtidig har medarbejderne mistet deres arbejde og har skulle omstille sig til at arbejde for et nyt selskab eller den kommunale hjemmepleje. Det er langt fra en stabil situation, siger Thomas Enghausen.

56 konkurser

Konkursen er nummer 56 i rækken af private plejefirmaer, der må opgive forretningen siden 2006 – hvoraf langt de fleste er kommet inden for de seneste otte år, viser en opgørelse fra konkursindex.dk, som FOA står bag.

Firmaet har efter afgørelsen af udbuddet, leveret hjælp indtil kontrakten løb ud. Der er derfor ikke opstået situationer, hvor der har manglet personale. Det glæder FOA, som har medlemmer ansat i både det private og offentlige.

- Vi har set så mange eksempler, hvor konkursen rammer, og hjælpen forsvinder fra den ene dag til den anden. Det er godt at se, at virksomheden her har gjort sit til at sikre en så blid overgang som muligt for borgere og medarbejdere, siger Thomas Enghausen.

I forbindelse med konkursen i Hjørring Kommune opfordrer FOA kommunerne til at have fokus på kvalitet frem for kvantitet, når ældreplejen sendes i udbud.

- Det skaber et utrygt marked for borgere og ansatte, når deres hjælp og job med få års mellemrum ændres – enten gennem udbud, urealistiske priser eller ændrede vilkår, der får virksomhederne til at dreje nøglen om, afslutter FOA's næstformand.


Seneste nyt

fra Nordjylland