Uhyggelig renovering: Kæbe og kranie fundet
Foto: Mads Frost / TV2 Nord
Kirken bliver ikke opvarmet endnu på grund af et par spændende fund, der nu skal undersøges.
Kirken på Børglum Kloster skal restaureres for at sikre eksistensen i mindst et par hundrede år endnu, og i forbindelse med restaureringen er ønsket, at der også skal lægges varme ind.
- Vi vil gerne bruge kirken hele året, og lige nu kan vi stort set kun bruge kirken i sommerhalvåret, ellers bliver det simpelthen for koldt til koncerter og alt muligt, fortæller Anne-Marie Rotbøll, der er filosof og fundraiser ved Børglum Kloster, ligesom hun er datter af ejerne Hans Henning Rottbøll og Anne Rottbøll.
Der stod to skeletter på budgettet til forundersøgelsen, og der tænkte jeg, 'ja okay, det har jeg ikke set før'
Anne-Marie Rotbøll, filosof og fundraiser ved Børglum Kloster
Men nu er der kommet udfordringer med varmerørene, der skal graves ned på en strækning på cirka 10 meter.
- Kirken har haft to korsarme på, og der, hvor arkæologerne graver, har korsarmen været tidligere, hvorfor vi havde en forventning om, at de ville finde en masse spændende, når de gik ned der, siger Anne-Marie Rotbøll om de arkæologiske udgravninger, der har været i gang onsdag og torsdag.
Hvad er korsarme?
Hvert af de to bygningsafsnit der er bygget vinkelret på kirkeskibet i en korskirke.
Kilde: Ordnet.dk
Overraskelse i budgettet
Og arkæologerne fra Vendsyssel Historiske Museum fandt flere spændende ting.
- Foreløbig har de fundet fire grave, og de har fundet flere skeletrester. Torsdag fandt de blandt andet to skeletter, der så ud til, at de var blevet flyttet fra deres grav. De to skeletter lå sammen, og der dukkede en kæbe og et kranie op.
TV2 Nord har tidligere fulgt livet på Børglum Kloster - du kan se første afsnit herunder:
Det var mere, end de på forhånd havde forventet at finde, og hvad der i første omgang var budgetteret med. Et lidt kuriøst tiltag i budgettet var, at der var sat penge af til at finde skeletter.
- Der stod to skeletter på budgettet, og der tænkte jeg, 'ja okay, det har jeg ikke set før', lyder det fra Anne-Marie Rotbøll med et grin.
Foruden skeletfundene blev der under udgravningerne også fundet rester fra et gammelt gulv samt fundamentet til den ene korsarm.
Her finder arkæologerne flere knogledele:
Forsinkede - men er ikke kede af det
Arbejdet med at få lagt varme ind i kirken er derfor sat på hold for nu, for fundene kræver, at der skal laves nærmere undersøgelser.
- Med fundet af de fire grave, gulvet og fundamentet til korsarmen, skal der graves ordentligt ud, og det er en lidt større omgang, end vi havde regnet med, forklarer Anne-Marie Rottbøll.
- Jeg har ikke helt overblik over, hvad tidsplanen bliver, men det kommer til at tage lidt længere tid, end vi lige havde drømt om.
VIDEO: Ejer af Børglum Kloster, Hans Henning Rottbøll, giver sit besyv med på fundene.
I første omgang havde de forventet, at varmerørene ville blive lagt ned allerede i næste uge.
- Vi er forsinkede, men det er jo spændende ting (fundene, red.), så det skal man heller ikke være ked af, slutter Anne-Marie Rottbøll.
Fredag kommer den anerkendte - dog pensionerede - arkæolog Hans Krongaard Kristensen forbi Børglum Kloster, hvor han vil analysere på fundene.