Vendsyssel FF jagter sæsonens første sejr i lokalbrag

Det tidligere Superligahold Vendsyssel FF møder søndag sæsonens overraskelse Jammerbugt FC.

Søndag eftermiddag mødes de to nordjyske 1. divisionshold Vendsyssel FF og Jammerbugt FC i lokalopgør på Nord Energi Arena i Hjørring.

Og der var ikke mange, der havde set, at Jammerbugt FC ville ligge højere i tabellen end netop det tidligere Superligahold fra Vendsyssel FF, men det er netop tilfældet lige her og nu.

quote Vi arbejder stenhårdt på træningsbanen, og vi er opmærksomme på, at Jammerbugt har scoret en del mål på dødbolde, så vi glæder os til kampen søndag.

Henrik Pedersen, træner, Vendsyssel FF

Vendsyssel FF har nemlig endnu sin første sejr til gode i 1. Division og ligger lige nu på næstsidste pladsen med fem point for ni kampe. Mens Jammerbugt FC, som er 1. Divisions store positive overraskelse, ligger placeret midt i tabellen med 11 point for 10 kampe.

Jammerbugt FC farlige på dødbolde

Træner for Vendsyssel FF, Henrik Pedersen, der blev hentet ind på posten i juli, efter Vendsyssel FF fik nye ejere, er trods holdets placering fortrøstningsfuld inden søndagens lokalbrag.

Han mener, at holdet er inde i en god udvikling både på de fysiske men også spillemæssige parametre.

- Det, jeg har set på det seneste med mit hold, gør, at jeg tror på, at vi får den første sejr på søndag på hjemmebane. Vi arbejder stenhårdt på træningsbanen, og vi er opmærksomme på, at Jammerbugt har scoret en del mål på dødbolde, så vi glæder os til kampen søndag, siger Henrik Pedersen.

Kampen fløjtes i gang klokken 14 og kan ses på Viaplay.

Vendsyssel FF's træner, Henrik Pedersen, fortæller om taktikken inden kampen søndag mod Jammerbugt FC.
Vendsyssel FF's træner, Henrik Pedersen, fortæller om taktikken inden kampen søndag mod Jammerbugt FC.
Foto: Mogens Jørgensen

Seneste nyt

fra Nordjylland