Zaza vender tilbage til Vendsyssel
Foto: Allan Storkborg
Den dansk-marokkanske tidligere AaB-målmand er atter tilbage i Nordjylland.
Vendsyssel FF er i fuld gang med kuglepennen og skriveblokken i disse dage.
Mandag præsenterede klubben en ny angriber og tirsdag er endnu en signing præsenteret.
Denne gang er det dog ikke et nyt navn, vendelboerne skal vænne sig til.
Det er nemlig en gammel kending af klubben, der tiltræder som målmandstræner i Vendsyssel FF.
Karim Zaza vender tilbage til Vendsyssel efter et år som målmandstræner i Qatar.
Tidligere topmålmand
Karim Zaza er tidligere professionel fodboldmålmand. Han har spillet for FC København, OB, Brøndby, den tyske 2. Bundesligaklub Rot Weiss Essen og AaB, inden han i 2011 sluttede sin karriere mellem de store, hvide stolper i Vendsyssel.
Den dansk-marokkanske fodboldmålmand har gennem sin 19-årige spillerkarriere vundet flere titler. I sine fire år hos AaB nåede Zaza at vinde Superligaen, spille gruppespil i Champions League og komme til ottendedelsfinalen i Europa League. Derudover har han fået prisen Det gyldne bur, der er kåringen af årets målmand i dansk fodbold i 2001, 2002 og 2003.
Da karrieren som aktiv fodboldmålmand sluttede, startede en ny. Karim Zaza blev i Vendsyssel som målmandstræner. Han forlod senere klubben og vendte tilbage af to omgange efter jobtilbud fra Lekhwiya og Al-Duhail i Qatar.
Zaza har allerede byttet de varmere himmelstrøg i Qatar ud med den danske sommer i Nordjylland. Tirsdag mødte han ind til første træning i klubben.