33-årig anholdt i stor dopingsag

En 33-årig mand blev torsdag anholdt af Nordjyllands Politi. Han er sigtet for at have en rolle i en stor dopingsag.

Nordjyllands Politi har torsdag anholdt og sigtet en 33-årig mand fra Vendsyssel. Det fortæller politikommissær Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Hjørring.

Manden, der skal fremstilles i grundlovsforhør fredag klokken 10, er sigtet og mistænkt for at have en rolle i en meget stor dopingsag. I samme sag sidder en 34-årig mand fra Pandrup allerede varetægtsfængslet.

Det blev han ved et grundlovsforhør 21. december. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre og Peter Skovbak formoder, det samme bliver tilfældet fredag formiddag.

Den 34-årige blev varetægtsfænglset i fire uger, sigtet for at være i besiddelse af 110.000 dopingenheder. En forbrydelse, der ifølge straffelovens bestemmelser kan give op til seks års fængsel.

Peter Skovbak kan, fordi man vil begære lukkede døre i retten, ikke sige noget om den 33-åriges formodede rolle i sagen, men han fortæller at anholdelsen er et resultat af politiets efterforskning.


Seneste nyt

fra Nordjylland