33-årig fængslet i dopingsag
En 33-årig mand fra Vendsyssel er i dag ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet frem til 18. januar i en dopingsag, der omfatter 110.000 dopingenheder.
En 33-årig mand fra Vendsyssel er varetægtsfængslet i en større sag om doping. En 34-årig mand er i forvejen varetægtsfængslet i sagen.
Fredag formiddag fængslede Retten i Hjørring en 33-årig mand fra Vendsyssel i en dopingsag, der omfatter 110.000 dopingenheder.
Manden blev anholdt torsdag og er nu sigtet i samme sag som en 34-årig mand fra Pandrup, som blev varetægtsfængslet 21. december.
De to mænd er begge fængslet frem til 18. januar, og de er sigtet for at have været i besiddelse af de 110.000 dopingenheder med henblik på videresalg eller videreoverdragelse.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, men anklager Thomas Klingenberg fortæller, at den 33-årige afgav forklaring i retten. Det ønskede den medsigtede 34-årige ikke tilbage i december.
Begge mænd nægter sig skyldige.