56-årig lagt i kunstigt koma efter arbejdsulykke på vaskeri
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Manden er lagt i kunstigt koma på Hjørring Sygehus efter arbejdsulykke på dampvaskeri.
Det gik helt galt, da en medarbejder på et dampvaskeri i går kravlede ind i en stoppet vaskemaskine.
Arbejdsulykken skete torsdag aften på Vraa Dampvaskeri, hvor en 56-årig mandlig medarbejder kravlede ind i et rør til en stoppet vaskemaskine.
- Der var tilsyneladende noget tøj, der havde sat sig fast inde i maskinen. Derfor kravlede manden ind i et rør i det store vaskeanlæg for at fjerne det, men da hans kolleger kort efter mistede kontakten til ham, ringede de 112, og mandskab fra Nordjyllands Beredskab var nødt til at skære manden fri, fortæller vagchef ved Nordjyllands Politi, Heine Hansen.
- Manden var bevidstløs ved frigørelsen men trak selv vejret. Han blev efterfølgende bragt til Hjørring Sygehus, hvor han er lagt i kunstigt koma, uddyber vagtchefen.
Det lader til, at arbejdsprocedurerne på stedet er overholdt, men Arbejdstilsynet er tilkaldt for at undersøge hændelsen nærmere.