75 år og fodbolddommer: Skotske Bill Hamilton er fast inventar ved Dana Cup
Foto: Emil Nordkvist Johansson
Skotske Bill Hamilton er tidligere korrespondent for BBC, og sideløbende med tv-karrieren har han været fodbolddommer. For 22. gang har han meldt sig som frivillig dommer til Dana Cup i Hjørring.
Som tidligere BBC-korrespondent er 75-årige Bill Hamilton både ivrig fortæller og fodbolddommer på én og samme tid.
- Fodbold er min passion, og at komme her og se folk, der nyder det, og at møde mennesker fra hele verden – sikke en måde at holde ferie. Vidunderligt, lyder det fra Bill Hamilton.
Han fylder 76 år til september og har lagt arbejdslivet bag sig. Men dommergerningen fortsætter han med.
For 22. gang er den 75-årige skotte frivillig dommer ved fodboldturneringen Dana Cup i Hjørring.
- Med sovepose og madrasser på gulvet, man skal nogle gange dømme tre kampe på en dag, og det er varmt. Så det er hårdt arbejde. Men i sidste ende en stor fornøjelse, siger Bill Hamilton.
Hyldet af Dana Cup
Ved et VIP-arrangement tirsdag aften blev Bil Hamilton hyldet af Dana Cup for sin utrættelige indsats. Og med dommerkort siden han var 14 og debut i 1957, er der sket lidt gennem tiden.
- Jeg har nok lidt mere i hovedet. Erfaring. Og jeg har brug for det til at kompensere for det, jeg ikke har i benene, forklarer han med et smil.
Til hver en samtale knytter Bill Hamilton en historie fra sin tid som korrespondent i verdens brændpunkter. Og mange af de hold, han dømmer ved Dana Cup, kommer fra lande, han selv har besøgt som journalist.
Selvom han nu er pensioneret korrespondent, kan tankegangen ikke helt lægges på hylden.
- Jeg synes, at vi skulle få fløjet alle verdens ledere hertil for en dag, og lade dem se, at mennesker kan være sammen i en god atmosfære, og alle kan nyde hinanden fra første minut til det sidste.
Fra Wembley til Hjørring
For få år siden havde Bill Hamilton fornøjelsen af at dømme en fodboldkamp på Wembley i London – et stadion med plads til 90.000 tilskuere. Men det gør ikke fornøjelsen ved Dana Cup mindre.
- En fodboldbane er samme størrelse, lige meget hvor du er. Jeg har altid koncentreret mig om, at det ikke betyder noget, hvem du er. Om det er rød mod gul eller blå mod grøn. Du må gå ud for at gøre dit bedste i 90 minutter, siger han.
Ifølge Guinness Rekordbog er den hidtil ældste dommer 83 år 137 dage. Og spørgsmålet er så, om Bill Hamilton går efter den rekord.
- Åh, jeg ved det ikke. Jeg bliver ved, indtil jeg falder måske. Kollapser jeg på banen, så grav den op og begrav mig under den. Det er det bedste sted, jeg kan være.