Foto: Blå Kors

9,5 tons overskudsmad udleveret til udsatte i Hjørring

Takket være maduddelingsordningen hos Blå Kors i Hjørring har socialt udsatte modtaget 9,5 tons overskudsmad i løbet af 2018.

Takket være maduddelingen Det Blå Sociale Fødevareoverskud kan udsatte mennesker i Hjørring én gang om ugen få en pose billig mad med hjem. I denne måned kan maduddelingen fejre 1 års fødselsdag.

Maduddelingen drives af Blå Kors' værested Den Blå Sociale Café i Hjørring og 21 frivillige og går i al sin enkelhed ud på, at de frivillige hver mandag kører rundt til supermarkeder og andre butikker i Hjørring, Lønstrup og Hirtshals og indsamler overskudsvarer, som efterfølgende deles ud på værestedet.

Det har i løbet af 2018 resulteret i, at der er blevet uddelt 9,5 tons overskudsmad. 

- Vi er utroligt glade for, at så mange butikker og frivillige vil være med i projektet, for det er virkelig noget, der gør en forskel. Der er desværre mange mennesker i Hjørring og omegn, som har brug for hjælp til at få økonomien til at løbe rundt, siger Susanne Houmøller, der er leder af Den Blå Sociale Café i Hjørring.

Behovet er blevet større

Hver mandag sætter tre frivillige sig ind i en stor varevogn fra Blå Kors' genbrugsbutik i Hjørring og kører rundt og indsamler overskudsmad. Derefter fragtes varerne tilbage til værestedet, hvor de uddeles fra klokken16.

- Der kommer både familier, enlige, unge, gamle, nydanskere og gammeldanskere. Behovet for hjælp er helt klart blevet større inden for de sidste år. Blandt andet efter kontanthjælpsloftet og efter at man har fjernet forskellige former for boligstøtte, siger Susanne Houmøller.

Rent praktisk foregår uddelingen ved, at man betaler 20 kroner for at være med. Derefter bliver der trukket lod om rækkefølgen, hvorefter man på skift kan komme ind og vælge, hvilke varer man gerne vil have. Det frivillige personale udleverer maden og sørger for, at varerne bliver nogenlunde ligeligt fordelt.

- Vi gør det, fordi vi ikke bryder os om madspild, og fordi der er mennesker, der har behov for hjælp, siger Susanne Houmøller.

Fakta om maduddelingsordningen

  • I løbet af 2018 er der blevet indsamlet og udleveret 9,5 tons fødevarer.
  • Der er i alt blevet uddelt mad 56 gange i 2018
  • Der har i gennemsnit været 23 modtagere per gang. Laveste antal 17 og højeste 42.
  • Varerne hentes hos to Aldi-butikker i Hjørring, Spar i Lønstrup, Aldi og Spar i Hirtshals, Aurion (helsekostbutik), en æggeproducent, Kvickly og Lidl i Hjørring. Af og til også hos en frugtavler.
  • Der er i alt tilknyttet 21 forskellige frivillige til dette arbejde.