Anders And og nevøerne på besøg i Vendsyssel
Skagens Gren og Hjallerup Marked er blot et par af de steder, som Anders And og Rip, Rap og Rup besøger i næste nummer af Anders And og co.
De tre nevøer ser opgivende til, mens onkel Anders energisk graver efter den store skattekiste under sandet. Det er et billede, som trofaste læsere af Anders And og co. sikkert nemt kan forestille sig. Men at den tilsandede kirke ved Skagen står i baggrunden, er alligevel lidt af et særsyn. For i næste nummer af det legendariske tegneserieblad er de fire ænder nemlig på eventyr i Nordjylland.
- Vi vil jo gerne have Anders And ud og leve og komme rundt i Danmark, fortæller Svend Skytte, chefredaktør hos Egmont Publishing, der udgiver Anders And og co.
Historien begynder, da Anders og ungerne uventet må mellemlande i Aalborg Lufthavn. For at få tiden til at gå, lejer de en bil og tager en tur på Hjallerup Marked. Herfra tager historien for alvor fart, og det bliver til et længere roadtrip rundt i Nordjylland, hvor tingene – selvfølgelig – ikke går efter planen.
Fakta: Anders And
- Anders And og co. udkom første gang i 1949
- Bladet har 285.000 læsere i Danmark
- Bladet bliver desuden udgivet i Norge, Sverige og Tyskland. I Scandinavien har bladet ca. 850.000 læsere
- Egmont skyder allerede nu konkurrencen i gang om en ny landsdel, som Anders And skal besøge i en historie til næste år
- Turen bringer ham både til Klitmøller, Råbjerg Mile, den tilsandede kirke og de forskellige fyr ved Skagen, fortæller Svend Skytte.
Tilbage i januar udskrev Egmont en konkurrence blandt læserne af Anders And og co. Læserne kunne komme med forslag til, hvilken dansk landsdel Anders And og hans nevøer skulle besøge i en fremtidig historie. I tæt konkurrence med det sydfynske øhav, Lolland-Falster og Bornholm blev det dog Nordjylland, som løb af med sejren.
Danske steder og seværdigheder har enkelte gange før været med i Anders And og co., men det er første gang i bladets 69-årige historie, at en hel landsdel på den måde danner rammen for en historie.
- Han har tidligere været på Kronborg og ovre at besøge Jellinge-stenene. Men det er første gang, at han er på sådan et roadtrip, som det her udvikler sig til at være, forklarer Svend Skytte.
Turistchef: Et kæmpe scoop
René Zeeberg, turistdirektør hos Turisthus Nord i Skagen, kalder Anders And-bladet med fokus på Nordjylland for ”et kæmpe scoop.”
- Det er jo ekstra fed PR for landsdelen, fordi det rammer en målgruppe, som det til tider er svært at nå, nemlig børnefamilierne, siger han.
René Zeeberg håber, at eksponeringen kan være med til at lokke flere børnefamilier til Skagen, da bladet ifølge ham sætter fokus på turistattraktioner, som lægger op til familiært samvær.
Undervejs på turen rundt i Nordjylland sørger Rip, Rap og Rup desuden for at krydre fortællingen med masser af fakta fra deres Grønspættebog om den nordjyske landsdel. Og er man fan af Skagensmalerne, vil man givetvis også kunne spotte en reference i historien.
”Anders And og co. på skattejagt” har været godt et halvt år undervejs og udkommer i Danmark i morgen. Bladet bliver desuden udgivet i Norge, Sverige og Tyskland.