Badning frarådes på Husmoderstranden i Hirtshals

Hjørring Kommune fraråder badning ved den populære strand ved Hirtshals på grund af forurening, der kan stamme fra menneske- og dyreafføring.

Der vejer i øjeblikket et symbolsk brunt flag over Husmoderstranden i Hirtshals. På et skilt fraråder Hjørring Kommune badegæsterne at kaste sig i bølgerne, hvor der er fundet spor af enterokokker, der kan stamme fra menneske- og dyreafføring. 

Hjørring Kommune skriver på sin hjemmeside

- 4. august 2017: Vi har desværre målt et for højt antal af enterokokker ved Husmoderstranden i Hirtshals og har derfor sat et skilt op med besked om, at badning frarådes på stranden. Vi har en formodning om, at det er meget lokalt og vi har udtaget en ny prøve torsdag, som vi får svar på lørdag. Hvis resultaterne af prøven overholder kvalitetskravene, hejser vi Badevandsflaget og fjerner skiltene igen.

Enterokokker forekommer bl.a. i tarmkanalen hos mennesker og mange dyr og er normalt uden sygdomsmæssig betydning. Hos personer med nedsat resistens kan enterokokker medføre betændelse i urinveje og galdeveje samt hjerteklapbetændelse.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland