Biologisk kystsikring klarede stormen Alfrida
Danmarks første biologiske kystsikring ved Nørre Lyngby bestod den første rigtige udfordring, da stormen Alfrida i går ramte vestkysten. Kystsikringen, som er baseret på piletræ, holdt til bølgernes kraft, og derved kunne havet ikke æde af klitterne.
Jørgen Jørgensen har de seneste mange år set bølgerne spise bid for bid af kysten, og derved er havet kommet faretruende tæt på hans hus ved Nørre Lyngby
- Jeg har kun 24 meter tilbage, men jeg er fortrøstningsfuld, siger Jørgen Jørgensen, mens han i dag besigtiger kysten nedenfor huset efter stormen Alfrida har lagt sig.
Nytårsstormen har nemlig ikke spist af kysten ved Jørgen Jørgensens hus. Et kystsikringsprojekt med at plante piletræer har holdt bølgerne tilbage, så de ikke har kunnet gøre indhug i de store skrænter ved Nørre Lyngby.
- Jeg er positivt overrasket. Min mavefornemmelse er anderledes end tidligere, og der er ikke skyllet noget sand væk, siger Jørgen Jørgensen.
Piletræerne kan ikke stoppe bølgerne, men de tager kraften af vandet, så bølgerne ikke angriber de store skrænter med samme aggresivitet som normalt, og samtidig holder piletræerne på sandet, når vandet skyller tilbage.
Kan bruges andre steder
Jørgen Jørgensen er en af de 10 grundejere, som har været med til selv at betale for kystsikringsprojektet, som er den første biologiske kystsikring i Danmark. 1. november blev de første to bælter med bundter af piletræ plantet på en strækning på 130 meter. Kystsikringen skal i løbet af foråret udvides med yderligere to rækker.
- Vi holder et vågent øje med, hvad der sker hernede og er her et par gange om ugen. Hidtil har det været positivt. Det har lagt meget sand på af sig selv, og selv om der er forsvundet sand efter stormen i går, så er der alligevel overskud af sand, siger driftsleder Tom Godtfredsen fra Pilebyg A/S.
Projektet er et samarbejde mellem firmaerne Pilebyg A/S og Ground Plug. Det er godkendt af Kystdirektoratet og finansieret af lokale grundejere. Fortsætter de gode resultater, så kan det meget vel udvides til andre steder.
- Det krydser vi fingre for, at vi kan få lov til at lave. Det skal blive godt, og det er allerede godt, siger Tom Godtfredsen fra Pilebyg.
Metoden stammer fra Holland, hvor den er brugt med gode resultater. Og ved Nørre Lyngby er kysten intakt efter mødet med stormen Alfrida.
- Det er simpelthen den bedste fødselsdagsgave jeg kunne få, for jeg havde fødselsdag i går, siger Jørgen Jørgensen.