Børn fester sygdom væk
Idag inviterede syge børn og deres familier til et festfyværkeri af en fest på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. En fest der gav børnene og deres familier en pause fra sygdom.
Syge børn fik mandag eftermiddag en pause fra den hårde hverdag, da Smilfonden inviterede til fest på Sygehus Vendsyssel.
Balloner, masser af musik og dans. Det var et festfyrværkeri af en fest Smilfonden mandag eftermiddag fyrede op under på Sygehus Vendsyssel. Børn og deres familier var inviteret til fest for, at de for en stund kunne glemme en hverdag fuld af sygdom.
- Det er mega fedt at danse, så begynder mit hjerte at banke rigtig hurtigt og jeg blíver helt varm indeni, siger 13-årige Sofie Søndergaard Andersen, der deltager til festen. Sofie lider af indlæringsvanskeligheder og er jævnligt til tjek på sygehuset med sin diabetes.
Smilfonden blev stiftet af den tidligere tv-vært Sisse Fisker. Hun stiftede fonden efter selv at have været igennem et sygdomsforløb med sine to sønner. De var begge indlagt en overgang, da de var små, og efter det har tv-værten gerne ville hjælpe andre familier, der også har sygdom inde på livet.
- Festen skal bare give børnene og deres familier et frikvarter fra sygdom og give børnene et fælleskab på tværs af diagnoser, siger Sisse Fisker.
Udover, at der var chips, kage og juice i lange baner, så var der også underholdning til mandagens fest. Tidligere Vild med dans-deltager Gorm Wisweh optrådte med sin professionelle partner Sofie Kruuse. Ligesom X Factor-vinderen Emilie Esther også underholdte forældre og børn.