Civilpoliti overvåger koncert: Forventer bandemedlemmer deltager

Nordjyllands Politi vil i aften have øget opmærksomhed på en koncert i Hjørring, da de har fået oplysninger om, at personer med tilknytning til bandemiljøet vil deltage.

I aften klokken 20:00 er der koncert på et diskotek på Jernbanegade i Hjørring, hvor politiet har oplysninger om, at der blandt publikum kan være flere personer med tilknytning til bandemiljøet.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Derfor vil politiet rette en del af deres opmærksomhed på koncerten i aften, for at skabe tryghed og samtidig holde øje med de personer til koncerten, der netop har tilknytning til bandemiljøet.

- Vi vil være til stede med uniformerede og civile politistyrker i området før, under og efter koncerten, da der kan deltage personer fra bandemiljøet, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov.

Vicepolitiinspektør oplyser også, at det er helt normal procedure for politiet, at politifolkene på stedet overvåger og eventuelt registrerer de personer, der måtte have tilknytning til bandemiljøet for at danne sig et overblik.


Seneste nyt

fra Nordjylland