Direktør i Vendsyssel FF slår fast: Nye tribuner er alle pengene værd

De 17 millioner kroner, der er kastet i de nye tribuner på Nord Energi Arena for at gøre stadionet superliga klar, er det hele værd, slår direktør fast.

Til foråret kommer der til at være to nye tribuner på Nord Energi Arena i Hjørring. De to tribuner bliver opgraderet, så stadionet i Hjørring fremover kommer til at leve op til kravene for stadions i superligaen.

Fredag startede støberiet til fundamentet på den nye tribune mod nord, og når den er færdig, starter byggeriet på tribunen mod øst.

For øjeblikket ligger Vendsyssel FF på 12. pladsen i superligaen, og næste sæson skal fire hold rykke ud af superligaen, da den bedste danske fodboldliga igen kun skal bestå af 12 hold.

Derfor er Vendsyssel FF heller ikke favoritter til at blive i superligaen mange år frem i tiden. På trods af det så slår administrerende direktør i Vendsyssel FF, Lars Glinvad, fast, at opgraderingen af stadion ikke er skønne spildte kræfter.

- Stadion er ikke kun lavet til os. Det er både lavet til Fortuna Hjørring, der spiller Champions League for kvinderne, Dana Cup og så os selv, så selvfølgelig er det, det hele værd, siger Lars Glinvad.

Byggeriet går lige nu planmæssigt fremad, og planen er, at tribunerne skal stå klar til Vendsyssel FF’s slutspilskampe.

Det er Hjørring Kommune, der har valgt at kaste 17 millioner kroner efter opgraderingen af stadionet.

- Det er en god investering, det er det også for klubben, byen og for landsdelen, siger Lars Glinvad.

Det forholder sig sådan, at Vendsyssel FF lejer sig ind på Nord Energi Arena, og med det nye byggeri betyder det også, at deres leje kommer til at stige. En huslejestigning, der er værd at betale for at værne om byens kulturinstitutioner.

- Et af licenskravene for at spille i superligaen er, at der skal være 6.500 overdækkede pladser, så hvis vi vil spille superliga, så er det et krav, siger Lars Glinvad.

Fremover kommer der til at være kamp om pladserne i superligaen, når turneringen går fra 14 til 12 hold. Uanset hvad kommer Vendsyssel FF til at spille for nye tribuner.

- Vi ved aldrig, om der er superliga på menuen om tre år, men vi gør alt for det, siger Lars Glinvad.


Seneste nyt

fra Nordjylland