Farvel i Hirtshals: Borerig tilbage til Nordsøen

Efter seks måneder på roligt vand i Hirtshals Havn stævnede riggen Atlantic Amsterdam mandag ud med kurs mod Nordsøen

De 140 meter høje stålben har nu i seks måneder domineret Hirtshals' skyline og kunnet ses vidt omkring. Men mandag formiddag var det slut - riggen Atlantic Amsterdam vinkede farvel til Vendsyssel og blev slæbt tilbage mod en ny opgave på Nordsøen.

Riggen var i havn i Hirtshals for at få lavet service og mindre reparationsopgaver, og så har riggen fået monteret et nyt landgangssystem om bord, som skal bruges til dens næste opgave. Den skal agere som beboelsesrig det næste år, mens vindmølleparken Race Bank bliver etableret øst for Grimsby i England.

Riggens afsejling fra Hirtshals forløb planmæssigt, til stor glæde for havneassistent, Michael Langballe. 

- Det er en spændende opgave at have en rig i havnen, men det er ligeledes en opgave, der kræver mange ressourcer og en del koordinering for at få det til at lykkes. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi har en god dialog og et godt samarbejde med de andre virksomheden på havnen, siger Michael Langballe.

Afskeden med Atlantic Amsterdam betyder, at Østbassin 2 nu er ledig for nye projekter. I Østbassin 1 ligger Atlantic Esbjerg, en søster-rig til Atlantic Amsterdam.


Seneste nyt

fra Nordjylland