Gæsterne på Skallerup Seaside Resort kan fremover nyde udsigten til Vesterhavet, mens de sveder igennem på løbebåndet eller i romaskinen. Det nordjyske feriecenter har nemlig bygget et fitnesscenter med havudsigt til en pris på fem millioner kroner.
- Vi har bygget det, fordi vores gæster har efterspurgt bedre muligheder for at dyrke fitness. Det var oplagt, at der skulle være havudsigt, og vi tror, at vi har det fitnesscenter i Danmark, der har den flotteste udsigt, siger salgs- og marketingchef for Skallerup Seaside Resort, Mette Green Clausen, i en pressemeddelelse.
Der er tale om et 400 kvadratmeter stort fitnesscenter i to etager, som ligger få hundrede meter fra Vesterhavet. Centeret er en tilbygning til feriecentrets sportshal og legeland.
- Fitnesscentret er samlet set vores største investering i de seneste fem år, og det passer rigtig godt sammen med vores spa- og wellness-afdeling Romulus. Først kan gæsterne gå i fitnesscentret, og så kan de gå i Romulus og få massage, siger Mette Green Clausen.