Fisk på skemaet: Nordjyske skoleelever kommer tæt på fiskeindustrien

Fiskeindustrien vil gerne have flere unge medarbejdere på krogen. Derfor får nordjyske skoleelever nu mulighed for at komme helt tæt på fisk og fiskeindustrien.

- De ser klamme ud. De er ikke særlig lækre, og de lugter også meget, siger Marie Degn Kallehauge med et grin.

Hun er elev i 8.B på Sæbygårdskolen, og hun er ikke umiddelbart imponeret af de fisk, der ligger i grønne kasser foran hende.

 
 
Foto: Sofie Bach

Sammen med resten af 8.B er Marie mødt ekstra tidligt ind for at nå til fiskeauktion i Hirtshals klokken 6.45. Klassen er med i projektet ”Fisk og Æd”, som er et undervisningsforløb, der skal lære 7. og 8. klasser om fisk og fiskeindustrien.

- Det er meget sejt at se, for man er jo vant til at se dem i butikken. Jeg synes, det er fedt at få muligheden, for jeg har aldrig prøvet noget lignende, siger Marie Degn Kallehauge.

Det er Skoletjenesten fra Nordsøen Oceanarium, der står for rundvisningen på Hirtshals Fiskeauktion.
Det er Skoletjenesten fra Nordsøen Oceanarium, der står for rundvisningen på Hirtshals Fiskeauktion.
Foto: Sofie Bach

Færre vælger fiskerivejen

I fremtiden kommer fiskeindustrien til at mangle hænder, hvis ikke udviklingen vender. I løbet af de seneste ti år er gennemsnitsalderen for erhvervsfiskere steget fra 46 år til 51 år, ifølge Fiskeristyrelsen. Håbet med forløbet ”Fisk og Æd” er derfor, at flere vil få øjnene op for fiskeriet:

- Vi har jo vandet lige omkring os, og vi vil gerne beholde de unge mennesker her i vores landsdel, så hvorfor ikke vise dem noget af guldet, og hvad det kan føre til i stedet for at rejse væk fra landsdelen, siger Tommy Lund Christensen, der er erhvervsplaymaker i Frederikshavn Kommune og arrangør af ”Fisk og Æd”.

Tror du, det her kan være med til at få flere til at interessere sig for fiskeribranchen?

- Det håber jeg. Nogle gange skal man jo have fingrene i bolledejen for at skabe interessen, og det håber jeg, det her er med til at gøre, siger han.

En af dem, der er særligt interesseret i fisk, er Anders Volkmann Nielsen fra 8.B på Sæbygårdskolen. Han er lystfisker, og derfor har han også glædet sig til ”Fisk og Æd”-forløbet:

- Jeg fisker hver eneste dag, hvis jeg kan komme til det. Bare det der med at komme ud og nyde, at du bor her i Danmark, og du kan fange din egen mad, siger han.

 
 
Foto: Sofie Bach

Undervisningsforløbet

Klassen har tirsdag et tæt program fra tidlig morgen til eftermiddag. De begynder på fiskeauktionen, og herefter skal de ud og se på fiskefartøjerne på havnen. Derefter skal de besøge et vodbinderi, og til sidst skal de undervises på Nordsøen Oceanarium

Flere af eleverne er glade for, at de får mulighed for at komme ud af klasselokalet og opleve noget andet end almindelig undervisning:

- Jeg synes, det er rigtig spændende at lære om fiskene og komme ud og prøve noget nyt i stedet for at sidde i klassen, siger Mille Hesberg.

Hun kender allerede en del til fiskeindustrien, for hendes far er fiskeauktionarius på fiskeauktionen i Skagen. Alligevel er fiskeindustrien ikke noget, der trækker i hende:

- Jeg regner med, at jeg gerne vil prøve noget andet. Jeg synes, det er fint, at min far gør det, men det er ikke noget, jeg selv vil. Men jeg håber, at jeg lærer endnu mere om fisk i dag, end jeg allerede ved fra min far, siger hun.

For Marie Degn Kallehauge har dagen været lærerig, og hun er glad for, at klassen har fået mulighed for at være med på fiskeauktionen. Hun har også et bud på, hvorfor nogen vælger at blive fiskere:

- Der er jo gode penge i det, så det kunne jo være derfor, siger hun med et grin.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland