Flot premiere på Hjørring-revyen

Billetterne er blevet revet væk til årets stort anlagte Hjørring-revy, og det med god grund. Sådan lyder det fra TV2 Nords Mogens Jørgensen, der fulgte premieren på dette års forestilling.

Det blev et fantastisk gensyn med Preben Kristensen på revyscenen.

Efter mange års pause var han tilbage på scenen med stor succes. Han er det, som Ulf Pilgaard er for Cirkusrevyen. Preben Kristensen er, foruden at være morsom, også fantastisk musikalsk, og mestrer det hele. 
Opera, cabaret, musical.  

Men ikke kun Preben Kristensen stjal billedet i et total udsolgt Vendsyssel Teater.

Trine Gadeberg fik flere gange folk til at hyle af grin, og derudover mestrer Trine Gadeberg også det musikalske.

Fra på en og samme aften at give den som en fem-og-et-halvt årig dreng, “der har set det hele” og til den gamle dame, der kommer op og skal have hjælp på borgerservice. Da lettede taget på Vendsyssel Teater - det var forrygende morsomt. 

 
 
Foto: Mogens Jørgensen

Trine Gadebergs mand, Kasper Le Fevre, var også med på scenen sammen med Carsten Svendsen og tilsammen udgjorde de, og Preben Kristensen, noget af det bedste Hjørring-revy, der er set i mange år. Og med revydirektør Henrik Baloo Andersen selv bag klaveret, blev det en meget musikalsk revy, tilsat morsomme numre. 

Med det revyhold forstår man godt, at der allerede nu kun er få tusind billetter tilbage til Hjørring Revyen 2019.


Seneste nyt

fra Nordjylland