Fortuna Hjørring på guldkurs i ligaen

Med en sejr på 3-0 ude mod Ballerup Skovlunde ligger Fortuna Hjørring godt med i slutspillet i 3F Ligaen.

Skal man have medaljer af det ædleste metal hjem til Hjørring, skal der sejre til. Det ved Fortuna Hjørring, og en sejr var præcis, hvad kvinderne fra Vendsyssel hentede i deres første kamp i mesterskabsslutspillet i 3F Ligaen fredag eftermiddag.

3-0 lød de overbevisende cifre mod Ballerup Skovlunde K.

Første halvleg var dog en trist affære, hvis man havde sat næsen op efter scoringer. Først i anden halvleg fik Fortuna Hjørring hul på bylden, da Nevena Damjanovic prikkede bolden i netmaskerne to gange - i 53. og 65. minut.

10 minutter senere var Florentina Olar skarp og scorede til kampens slutsresultat, 3-0.

Med sejren bevarer Fortuna Hjørring dermed kontakten med Brøndby, som i øjeblikket har 13 point i slutspillet. Fortuna Hjørring har 11.


Seneste nyt

fra Nordjylland