Fortuna står for over halvdelen af spillerne til U23-landsholdet
Foto: Jess M. Madsen, Fortuna Hjørring
Sarah Dyrehauge Hansen er en af de ti spillere fra Fortuna, der er blevet udtaget til U23-landsholdets kamp mod Finland den 10. september. Arkivfoto.
Fortuna Hjørring leverer intet mindre end ti piger til U23-landsholdet i forbindelse med venskabskampen mod Finland den 10. september.
Ti fodboldpiger fra Fortuna Hjørring skifter den grønne spillertrøje ud med en rødhvid, når de skal spille U23-landskamp mod Finland. Derved står Fortuna for over halvdelen af de i alt 18 spillere, der er udtaget til kampen.
- I Fortuna kan vi betragte det som et godt tegn på, at den nye politik, vi har indledt, fungerer. Vi vil frem over i højere grad satse på danske talenter, og jeg er ikke i tvivl om, at vi i løbet af ganske kort tid kommer til at opleve disse talenter på det danske A-landshold, siger Fortunas formand, Jette Andersen.
- Det er fantastisk for klubben, og det er garanteret også en god oplevelse for pigerne. Tillykke med det!
Kampen mod Finland er en venskabskamp og bliver spillet den 10. september på Ballerup Idrætspark.
De ti spillere er Caroline Møller, Caroline Rask, Ida Guldager, Laura Frank, Louise Ringsing, Luna Gewitz, Maria Lindblad Christensen, Sara Thrige, Sarah Dyrehauge Hansen og Signe Bruun.
Af de resterende otte udtagede spillere kommer tre fra BSF, to fra VSK Århus, én fra Brøndby, én fra Kolding Q og én fra Odense Q.