Futsal-feber: Ny sport har taget Hjørring med storm
I Hjørring er der stor opbakning til det nye lokale futsal-hold.
En af de nyeste sportsgrene i Danmark, futsal, trækker både spillere og tilskuere i hobetal til Hjørring Futsal Klub.
På tilskuerrækkerne er der fyldt på en fredag aften, og på bænken er der trængsel om at få lov til at komme på banen.
Hjørring Futsal Klub har kun eksisteret et enkelt år, men den trækker allerede et par hundrede medlemmer til træning og flere hundrede tilskuere i hallen, når klubbens ligahold spiller hjemmebanekamp. Denne fredag aften gælder det opgør mod rivalerne fra Lystrup i efterårets første opgør på hjemmebane.
- Det går planmæssigt. Vi fører 2-1, og efter en lidt sløj start er vi heldigvis kommet godt i gang. Spillet er hurtigt, og det går meget stærkt, så der kan lynhurtigt ske noget, siger træner Dennis Østergaard fra sidelinjen.
Tilskuervenlig og tempofyldt
Futsal er kort fortalt en moderne og mere tempofyldt udgave af indendørs fodbold. Spillerne bruger mindre bold og bevæger sig rundt på en håndboldbane uden bander i siderne. Det er tilladt med flere tacklinger, og spillet går lynhurtigt.
Især det sidste tror træner Dennis Østergaard er med til at trække folk op på tribunerne og ind i omklædningsrummene.
- Det er en tilskuervenlig sport. Det går stærkt, og der er en god atmosfære. Og drengene synes, det er fedt at spille. Så der er mange, der gerne vil være med på banen. Det tiltrækker mange fodboldspillere, siger Dennis Østergaard.
- Man skal være klar hele tiden. I udendørs fodbold kan man lidt lettere gemme sig og have en dårlig dag uden at blive bemærket. Men det kan man ikke her, tilføjer han om den sport, der har været med til at forme store fodboldspillere som Messi og Pelé.
Høje ambitioner
Futsal er stadig nyt i Danmark. DBU oprettede i landshold i 2012, men først i 2014 blev sporten optaget i DIF som en selvstændig sportsgren.
I Hjørring har man trods klubbens unge alder høje ambitioner for denne sæson:
- Jeg har en meget stor tro på, at vi vinder. Især når vi spiller her på hjemmebane, så skal det nok lykkes. Med det hold, vi har fået sammensat i år, tror jeg på, vi kan nå hele vejen i finalen, siger Dennis Østergaard fra Hjørring Futsal Klub.