Hirtshals politi nedlagt: Søren Pind vil ikke røre ved prioriteringen

Rasmus Prehn krævede svar fra justitsminister Søren Pind efter Hirtshals Politi er lukket ned på ubestemt tid. Men justitsministeren vil ikke pille ved prioriteringen i politikredsene.

Beslutningen om at nedlægge politiet i Hirtshals har nu fået det nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn til at stille spørgsmål til justitsminister Søren Pind om politiets ressourcer, og om hvorvidt ministeren finder det bekymrende, at det lokale politi nu er nedlagt. 

- Mange tænker måske ikke rigtig over, hvor stor og vigtig et trafikalt knudepunkt Hirtshals og hvor sårbar, man er, hvis politiet kommer for langt væk, siger Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne.

14. marts kom det frem, at Nordjyllands Politi vil lukke ned for nærpolitiet i Hirtshals, for at lave en speciel nærpatrulje, der skulle patruljere i både Hjørring og Hirtshals. Nordjyllands Politi har begrundet den midlertidige nedlæggelse af nærpolitiet med, at der er massivt pres på politiets ressourcer nationalt, hvorfor Hirtshals nu nedprioriteres.

- Der kan jeg så forstå, at I Nordjylland, som har udfordringer blandt andet med indbrud, ja, her har man måtte trække ressourcerne fra Hirtshals, blandt andet til at bekæmpe indbrudstyveri i hele landsdelen. Det er en prioritering, som jeg har noteret mig. Men jeg finder ikke anledning til at kritisere det, siger justitsminister Søren Pind fra Venstre.

Justitsministeren er ikke klar med hverken penge eller en her-og-nu løsning til Nordjylland.

- Det kan ikke hjælpe noget, at jeg står og fortæller, at det bliver løst i morgen. Det kan det ikke. Det vil være sådan, at de lokale politiledelser foretager disponeringen efter det billede, der er, siger justitsminister Søren Pind.

- Ministeren har jo principielt ret i, at det er en god ide at overlade den slags beslutninger til dem, der sidder og arbejder med det. Det er et sundt princip, vi fra Socialdemokraternes side støtter. Men når der er den her konkrete udfordring, så synes jeg også, at det giver mening, at tage det op på et politisk niveau. For det kan være med til at gøre, man hos politiet lige tænker sig om en ekstra gang, siger Rasmus Prehn. 


Seneste nyt

fra Nordjylland