Hirtshalsmotorvejens juletræ er (næsten) tilbage
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Vejdirektoratet kan prøve nok så meget, men ingen skal fortælle nordjyderne, at vi ikke må have juletræer ved motorvejen.
Der lød et ramaskrig uden lige, da det traditionsrige juletræ i midterrabatten på Hirtshalsmotorvejen ved Bjergby måtte lade livet den 13. december. End ikke alle gode argumenter om, at trafiksikkerheden var i fare, kunne gyde olie på de oprørte vande, og tabet af det lille juletræ blev begrædt.
Men nu er det tid til at tørre øjnene igen. For E39 har fået sig et nyt julepyntet træ.
Det står godt nok ikke i midterrabatten som før, men ude ved nødsporet i nordgående retning ved Bjergby. Pynten er på plads, og toppen af træet ligner tilmed den på det gamle træ.
Hvem der har været i gang med guirlander, kugler og stjerne, melder historien ikke noget om. Men nu er julen alligevel sikret på E39.