Hjørring Kommune slår fast: - Vi har ikke ændret praksis, når vi køber el-scootere

Efter TV2 Nords historie om, at Hjørring Kommune ikke indkøber el-scootere lokalt, slår kommunen fast, at de ikke har ændret deres praksis.

Hjørring Kommune har ikke ændret praksis, når de indkøber el-scootere. Det slår de fast i en pressemeddelelse, efter TV2 Nord bragte historien, om en lokal i Tårs, der har måtte lukke sin forretning, efter Hjørring Kommune ikke længere handler hos ham.

Erik Søgaard, der er medejer af Taars El-Scooter Salg, fortæller, at han ikke kan få butikken til at løbe rundt, efter at Hjørring Kommune er begyndt at købe el-scootere ved en virksomhed nede ved Fredericia.

Kommunen understreger, at praksis er, som den altid har været. Enten får borgeren tilskud til en el-scooter, som borgeren selv skal købe ved en af fem lokale leverandører - herunder den i Taars.

Ellers får borgeren udlånt en el-scooter, som typisk har været brugt af en anden borger tidligere.

- Når Hjørring Kommune står for indkøb af el-scootere vurderes pris og kvalitet og el-scooterens genanvendelsespotentiale, skriver de i pressemeddelelsen.

Dog skriver kommunen, at de fremadrettet vil afsøge muligheden for en lokal leverandør – så vidt de kan leve op til kriterierne pris, kvalitet og genanvendelsespotentiale.

Du kan se indslaget med Erik Søgaard fra den 21. oktober nedenfor.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland