Hund skræmt af kanonslag: Fundet død på stranden
Foto: Privatfoto
10 årige Fluffy løb væk fra sin ejer, da den hørte et kanonslag blive fyret af.
Fluffy blev skræmt af et kanonslag og løb hjemmefra. Fluffys ejer har ledt i tre døgn, men til sidst blev hunden fundet død.
Det var et kanonslag, der blev fyret af, der fik den 10-årige hund Fluffy til at løbe hjemmefra henover en hæk og væk fra sin ejer Morten Sørensen nytårsaftensdag. Straks satte ejeren gang i en eftersøgning, som nåede vidt og bredt på Facebook.
På TV2 Nords Facebook side efterlyste vi også hunden, og det skabte en del debat. Flere frusterede hundeejere kritiserede fyværkeriloven, der giver folk muligheder for at fyre fyrværkeri af fra den 27. december til den 1. januar.
Lørdag eftermiddag fik Morten Sørensen så at vide, at Fluffy var fundet på stranden tæt ved Rubjerg Knude. Et tysk ægtepar havde fundet hunden død nytårsdag. På billedet, ægteparret sendte til Morten Sørensen 2. januar, kunne man se Fluffy liggende død og halvt begravet i sand.
Men da Morten Sørensen selv begav sig ud for at finde Fluffy lørdag måtte han opgive at finde hunden. Fluffy var nemlig blevet begravet i sand, der var faldet ned fra skrænten.
Nu håber Morten Sørensen, at havet hjælper til med at flytte noget af sandet, så han kan blive genforenet med sin hund en sidste gang.
- Jeg takker for jeres hjælp og alle dem der har skrevet søde kommentarer og alle jer der har hjulpet næste i døgndrift i 3 dage med at lede, skriver Morten Sørensen til TV2 Nord.