Hurtigere end politiet tillader: Bilist forsøgte at stikke af i Audi
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Der blev trykket hårdt på speederen, da en mand kort efter midnat forsøgte at stikke af fra politiet gennem Hjørring og ud mod Tårs. Politiet søger nu vidner til biljagten. Arkivfoto
Der blev trykket hårdt på speederen, da en mand kort efter midnat forsøgte at stikke af fra politiet gennem Hjørring og ud mod Tårs. Politiet søger nu vidner til biljagten.
Biljagten begyndte på Frilandsvej i Hjørring, da en politipatrulje kastede sit skeptiske øje på en Audi, for det skulle vise sig, at manden bag rattet ikke umiddelbart havde tænkt sig at standse bilen og komme i kontakt med ordensmagten.
I stedet satte bilisten farten gevaldigt op og fortsatte gennem rundkørslen ved Ringvejen og Frilandsvej og videre ud på Sæbyvej med retning mod Tårs. Politiet satte efter bilisten, som i høj fart overhalede et par biler på sin vej ud af byen.
Det var først efter godt otte kilometers kørsel, bilisten måtte give op, da Audien punkterede.
Det viste sig, at det var en 40-årig mand, der kørte, og han havde tydeligvis en alkoholpromille over den tilladte grænse, ligesom politiet fandt ud af, efter man havde anholdt bilisten, at han også havde gjort sig skyldig i at have kørt ind i en bil parkeret på Toftegade i Hjørring.
Den 40-årige mand er fra lokalområdet og er efter endt afhøring løsladt.
Nordjyllands Politi efterlyser nu vidner til biljagten gennem Hjørrings gader kort efter midnat natten til mandag. Har man oplysninger i sagen kan man kontakte politiet på 114.