Ingen DM-finale i denne omgang: Vendsyssel Elite Badminton taber semifinale

Torsdag aften kunne Vendsyssel Elite Badminton spille sig i klubbens første DM-finale nogensinde, men spillerne måtte gå skuffede fra banen.

For andet år i træk blev semifinalen endestation for Vendsyssel Elite Badminton (VEB) i DM for hold. Det var spillerne fra Team Skælskør-Slagelse, der fik bremset de nordjyske finalehåb. 

Efter at have spillet 3-3 i kampe ved den første semifinale dyst tirsdag aften, var alt helt åbent, da holdene igen tørnede sammen på banerne i Skagen torsdag. Det blev dog til en 2-4 sejr til Team Skælskør-Slagelse, der dermed kan se frem til at spille DM-finale. 

De to point til VEB blev hentet i mixdouble og herrersingle. I mixdouble vandt Lasse Mølhede og Cheryl Seinen sikkert i to sæt med cifrene 21-15, 21-12. I herrersingle vandt Victor Svendense med sætcifrene 24-22, 21-16. 

En af de helt store forskelle fra holdets første møde var, at den forsvarende olympiske mester i damesingle, spanske Carolina Marin, igen var kampklar efter, hun havde meldt afbud til den første semifinale. Hun vandt sin kamp i damesingle i to sæt med cifrene 8-21, 18-21 over VEBs helt store profil Beiwen Zhang.  En kamp Beiwen Zhang i den første kamp vandt helt uden at spille på grund af Carolina Marins afbud. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland