Knebent nederlag blev sæsonens første for Vendsyssel FF
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Sejrsstimen sluttede mandag aften for Vendsyssel FF, der tabte 1-2 på hjemmebane til Viborg FF.
Nu gik det ellers lige så godt for de gæve vendelboer - to uafgjorte og tre sejre stod klubben noteret for i 1. division efter de første fem runder. En fremragende start, der har placeret dem på en andenplads i tabellen efter Vejle Boldklub.
Men mandag gik det galt for Vendsyssel FF. Mødet med Viborg FF gik ikke helt efter planen, og Vendsyssel måtte på hjemmebane se sig slået med 1-2.
Viborg har ellers fået en træls start på sæsonen med fire nederlag i de første fem kampe. Men det fik de altså grundigt revancheret.
Det var da også gæsterne fra Midtjylland, der kom bedst fra start. Et højt pres resulterede i den første scoring efter 28 minutter af Mikkel Jespersen. Vendsyssel FF svarede dog igen bare tre minutter senere. Her var Christian Moses skarp foran mål, og så stod der pludselig 1-1.
Den stilling holdt dog ikke halvlegen ud. I 45. minut kunne Pierre Larsen bringe Viborg FF foran igen, og selv om Vendsyssel gav den, hvad de havde, var der ikke mere at byde ind med. Klubben holder sig på andenpladsen med 11 point, mens Viborg med de tre point er rykket op på en 10. plads.