00:06

Krüger om Superliga-chance: - Det er ikke særligt realistisk

Foto: Thomas Gaardsmand

1 af 2

Krüger om Superliga-chance: - Det er ikke særligt realistisk

Vendsyssel FF holdt sig mandag i live i oprykningskampen i 1. division, men holdets træner tvivler på, at der skal spilles Superliga-bold i Hjørring næste sæson.

Vendsyssel FF leverede mandag eftermiddag et stærkt comeback i hjemmekampen mod FC Roskilde, som blev besejret med 3-2. Sejren betyder, at vendelboerne stadig har muligheden for at rykke op i Superligaen, men holdets træner Jacob Krüger tvivler på, at det lykkes.

- Det er ikke særligt realistisk, at vi når at komme helt op til dem, men vi har haft fokus på de enkelte præstationer hver eneste runde, og det vil vi også prøve på søndag mod HB Køge. Så må vi se, hvor højt oppe i tabellen vi ender, når der er spillet 33 kampe, siger Jacob Krüger til TV2 Nord.

Det var den høje midtbanespiller Simon Okosun, der sikrede Vendsyssel sejren i mandagens kamp, da han steg til vejrs og headede sejrsmålet ind netop som stadionuret rundede de 90 minutter. Den 22-årige dansk-tysker scorede også kampens første mål, og han tror stadig på, at Vendsyssel FF kan rykke op.

- Selvfølgelig tror vi på det. Det gør vi 100 procent, siger matchvinder Simon Okosun.

Sejren over FC Roskilde var Vendsyssels fjerde på stribe, og holdets sportschef, som overtog ansvaret på trænerbænken, da klubben tog afsked med Ove Christensen, håber, at det kan blive til endnu en sejr, når vendelboerne på søndag møder HB Køge på hjemmebane.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at levere en super præstation på søndag mod Køge, og så håber vi, at der sker et eller andet, siger Jacob Krüger.