Løkken er mest kendt for den smukke badestrand og det brusende Vesterhav, men nu har de mange gæstende turister der hvert år besøger byen, endnu en attraktion at kigge på - nemlig Løkken Miniby.
- Vi flyttede ud i plantagen her i foråret, og der har været et væld af besøgende. Så det lader til, det bliver en succes, siger Johannes Jørgensen, der har været modelbygger i 14 år.
Det er det lokale modelbyggerlaug, der bygger de små huse, og de kan altid bruge flere til at bygge.
- Der er rigtig mange arbejdsopgaver, så vi kan godt bruge ekstra, som har lyst til at bygge, siger Børge Drivsholm, der er oldermand i modelbyggerlauget.
De små huse opføres i målestoksforholdet 1:10.
Der er åbent i værkstedet i Løkken Miniby mandage og torsdage eller efter aftale.